Gift i Geoparken

Byrådet besluttede 23. februar desværre at genoptage brugen af pesticider ved bekæmpelse af  ukrudt på kommunens fortove. Kun SF, DF og Enhedslisten stemte imod. Nedenfor følger det indlæg ELs byrådsmedlem, Kim Mariegaard, havde ved behandlingen af punktet.

Odsherred er ikke den eneste kommune, hvor Venstre har stillet forslag om at genoptage brugen af pesticider. Det samme er med vekslende held sket i flere andre kommuner landet over. Er der mon tale om en koordineret kampagne mod de opnåede miljøforbedringer. En kampagne orkestreret af Venstres Landskontor – eller måske snarere dirigeret og kreeret af lobbyisterne fra landbrugets pressionsgrupper. Den nuværende vensteregerings miljøminister har jo efterhånden gjort sig kendt på netop at fremlægge lovpakker skrevet af landbrugets organisationer.

Det skuffer os, at Socialdemokraterne i byrådet er hoppet med på Venstres vogn. Godt nok vil der ifølge forslaget til byrådet ikke blive brugt Roundup, som det oprindeligt var foreslået.
Og vi er da helt sikkert glade for, at der ses bort fra Roundup, som jo er et stof, hvis skadevirkninger på miljø og mennesker efterhånden skulle være dokumenteret. Således fastslog et ekspertpanel under Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i foråret 2015, at Roundups aktivmiddel Glyphosat med stor sandsynlighed er kræftfremkaldende. Det gjorde, at Roundup også kom på det danske arbejdstilsyns kræftliste.

Men selvom der i indstilling fra flertallet foreslås at bruge et andet pesticid, TopGun, som skulle være meget mindre farligt end Roundup, er der også store problemer med dette. Der er tale om en syre, som vil kunne skade både mennesker og dyr blandt andet ved udvaskning til vandløb og til jord og kloaknet. Derfor må TopGun ikke benyttes i nærheden af vandløb og heller ikke ved udsigt til regn.. Der er ved brug af TopGun fastslået skadevirkninger over for bier, som har stor betydning for bestøvning af vores planter og for bevarelsen af et varieret plante- og dyreliv.
Der vides heller ikke noget om TopGuns indvirkning på miljø og grundvand på længere sigt. Vi må minde om, at producenten af Roundup også for år tilbage hævdede at stoffet ikke påvirkede miljøet i nævneværdig grad – en påstand som siden flere gange er tilbagevist. TopGuns ufarlighed skyldes mest manglende erfaringer og undersøgelser.

Nogen er parate til at lade tvivlen i den slags tilfælde komme producenterne til gode. I Enhedslisten er vi mere til at lade tvivlen kommet miljøet og de generationer,som skal overtage kloden efter os, til gode. Derfor siger vi også nej til brug af TopGun.

I det hele taget er det ret absurd, at spørgsmålet er taget op. Odsherred kommune har ved flere lejligheder netop markeret sig med ønsker om at blive en grøn, økologisk og bæredygtig kommune. En kommune som passer på sin natur og sit miljø.

Først og fremmest har vi som kommune tilsluttet os en aftale mellem KL og Miljøministeriet fra 1998 (fornyet i 2007) om udfasning af sprøjtemidler på offentlige arealer. Ifølge oplysninger fra Miljøstyrelsen er forbruget af sprøjtemidler på offentlige arealer faktisk i kraft af aftalen faldet med 90% fra 1995 til 2013. Den gode udvikling ønsker flertallet nu med dette forslag at vende til mere brug af sprøjtemidler.

Dernæst har vi efterhånden i dette byråd vedtaget flere planer, visioner og andre papirer, som lægger op til et grønt, økologisk og bæredygtigt Odsherred. På byrådets decembermøde vedtog vi Planstrategi 2015, som netop indeholder en masse gode takter om omlægning til økologisk fødevareproduktion, bæredygtig energiforbrug og produktion – samt at passe på vores natur og drikkevand.
Så sent som i onsdagens Nordvestnyt kunne man læse en artikel om, at Odsherred Kommune til marts sammen med Økologisk Landsforening holder et kursus for landmænd, som ønsker at omlægge til økologisk landbrug.
Det hænger simpelthen ikke sammen med at sidde her i aften og diskutere at genindføre brug af pesticider på kommunale arealer. Vi kan ikke med den ene hånd hælde giftige sprøjtemidler ud over kommunens egne arealer – samtidig med at vi opfordrer landmænd i kommunen til at drive landbrug uden brug af kunstgødning og sprøjtegifte. Der findes ikke økologiske pesticider. Så skal vi ikke her i aften fastholde at kommunale arealer også fremover plejes giftfrit !

Til sidst mener jeg faktisk også, at en genindførsel af pesticider vil gøre Odsherreds status som Geopark til ren illusion.
Det at være Geopark fører også miljømæssige forpligtelser med sig. Vi skal som Geopark være parate til at passe på den natur og kultur som er grundlaget for Geopark-ideen. Man kan groft sagt stille det op som et valg mellem at være Geopark eller Pesticidpark. Og hvem har lyst til at besøge det sidste.

Lad os finde alternative metoder til giften. Det har været fremført at brænding af ukrudt også forurener
ved afbrænding af gas. Men har vi nu benyttet gasafbrænding på den optimale måde. Det er da rigtigt at hvis man benytter sig af en total afsvidning af planten, bruges der meget gas og det er dyrt – samtidig med at man ikke opnår maksimal virkning, da plantens rodnet forbliver intakt. Hvis man bruger gas – eller meget bedre dampning – er det mere effektivt og energibesparende kun at blanchere bladene. Ved den metode udtørres planternes rodsystem så planten dør. Og så kunne vi jo også begynde at tænke i at bruge lokalt produceret biogas, når der skal brændes eller dampes.

Lad os som byråd holde fast i at Odsherred stadig har som mål at blive en grøn og bæredygtig kommune. Og i sådan en bruger man selvfølgelig ikke pesticider.