Af Joan Augustenborg, bestyrelsesmedlem i Enhedslisten Odsherred
Verdens Vanddag (den 22. marts) var FNs internationale vanddag. Den dag fejres verden over som en markering af vores vand som en eksistentiel nødvendighed for alle levende væsener.
MEN MANGE STEDER på kloden er det nok temmelig vanskeligt ligefrem at fejre dagen. Alt for mange steder er vores vand under pres. I adskillige lande i verden er vandmangel en stadig stigende trussel for befolkningen og for produktionen af fødevarer. Det drejer sig om, at der bruges mere vand til dyrkning af afgrøder til en stadig voksende befolkning samtidig med at klimaændringer medfører højere temperaturer og mindre nedbør.
Når behovet for vanding af afgrøderne er stigende, skyldes det at der dyrkes en række afgrøder der er importeret fra det globale nord, afgrøder der som majs der kræver mere vand og gødning end de afgrøder og dyrkningsmetoder der tidligere blev anvendt i store dele af det globale syd.
RESULTATERNE SER VI hver dag ved Middelhavets kyster, hvor folk fra Afrika søger mod Europa. Men det er ikke alene på landjorden, at der er voksende problemer. Verdenshavene er blevet lossepladser for bl.a. plastik og andet affald fra alverdens industrier. Store flåder af højeffektive fiskeskibe fra det rige Nord er godt på vej til at tømme havene for fisk, fisk der tidligere blev fanget langt mere bæredygtigt lokalt og som bidrog til befolkningens ernæring i det globale Syd.
Mange steder i verden betyder vandmanglen, at der bliver kamp om vandressourcerne. F.eks. som resultat af opdæmning af floder og store kunstvandingsprojekter, der begrænser vandtilførslen til lande og regioner længere nede i flodsystemet. I nogle lande kontrollerer private multinationale selskaber vandforsyningen. Da de har monopol på drikkevandsforsyningen, medfører det ekstremt høje priser på vand til befolkningen.
I DET GLOBALE Nord og her i Danmark er vandressourcerne også truede. Der bruges mere af grundvandet i industrien og til vanding af markerne, end der dannes. Mere end hver anden drikkevandsboring er forurenet med rester af pesticider og andre giftstoffer og i mere end 10% af drikkevandsboringerne er forureningen højre end grænseværdierne med enkelte stoffer.
Mange af drikkevandsboringerne ligger i dyrkede områder, derfor blev der vedtaget en lov om at beskytte boringsnære områder mod forurening med pesticider. Men landbruget har hidtil krævet meget store erstatninger for ikke at bruge pesticider og gødning i disse områder. Erstatninger, der skulle betales af forbrugerne. Man skulle altså betale for, at landbruget skulle undlade at producere på en måde, så grundvandet ikke blev forurenet.
NORMEN HAR HIDTIL været, at forureneren skal betale, men altså ikke når det gælder landbruget. Da forureningen med pesticider og andre giftstoffer er så omfattende, er det ikke nok bare at beskytte drikkevandsboringerne. Det er også nødvendigt at beskytte drikkevandsforekomsterne mod nedsivning af pesticider og andre giftstoffer. F.eks. ved at indføre forbud mod brug af pesticider over drikkevandsressourcerne.
De indre danske farvande – fjordene, søer og åer – er også stærkt forurenet med næringsstoffer fra landbruget. Konsekvenserne er voldsomme. Der opstår hyppigere og hyppigere iltsvind, de fisk der kan, flygter. Resten både af planter og dyr går til grunde. Igen er det landbruget, der er hovedansvarlig for ødelæggelserne, det er naturligvis ikke den enkelte landmands skyld. Problemet er langt mere omfattende og er forbavsende ens i Europa og USA.
Hvor man udover ovennævnte problemer ser de samme fænomener i form af insektdød, ødelæggelse af biodiversiteten og degradering af muldlaget.
PROBLEMERNE SKYLDES, at landbruget de sidste 70 år i stadig højere grad er blevet udviklet hen mod en kamp mod naturen i stedet i samspil med naturen. Samtidig er meget af landbruget blevet omstillet til monoproduktion. For at det kan lade sig gøre, forudsætter det et massivt forbrug af pesticider og andre miljøfremmede stoffer fra en meget økonomisk og politisk stærk agrokemisk industri.
Vi bør måske bruge Vandets Dag til at tænke over, hvordan vi kan omlægge produktionen, så den foregår i samspil med naturen i stedet for som en kamp mod naturen, for den kamp taber både vi og naturen. Det er tid til at handle.
