Budgetkrisen i Odsherred: HALLO CHRISTIANSBORG – ODSHERRED KALDER!

De seneste uger har byrådspolitikerne og borgmesteren været travlt optaget af at finde penge til at dække det hul i kommunekassen, som allerede få uger inde i året har vist sig. Der er ganske enkelt udsigt til underskud til dækning af udgifterne til en række af kommunens svage borgere.
Derfor fik vi i byrådet den kedelige besked, at der skulle spares for at lukke hullerne. Værsågod! Borgmesterpartiet Nyt Odsherred og det blå flertal foreslog, at man kørte en ’grønthøster’ hen over hele kommunens budget og skar på alle områder. Det skulle vi helst blive enige om hurtigst muligt, var meldingen.
STOR UNDREN OVER BUDGETUNDERSKUD
Jeg tror, at vi alle sad tilbage med en kæmpestor undren over, at det budget, som vi blev enige om samlet i byrådet i efteråret, allerede havde udviklet sig til at ’bundløst’ hul. Hvordan kan det gå til, at der er så stort et træk på pengekassen til helt nødvendige borgerudgifter, at alle budgetter i kommunen skal sendes igennem grønthøsteren? Vi gjorde i hvert fald.

HAMRET I HOVEDET MED BESPARELSER
Egentlig tror jeg godt, at man kan forklare, hvorfor det er gået SÅ galt. For dels må der være noget helt galt i administrationen med budgetstyringen af kommunens penge. Dels er ikke bare vi i Odsherred, men generelt i kommunerne landet over, blevet hamret oven i hovedet med besparelser på budgetterne fra Folketinget og regeringen.
Vi er ikke de eneste rundt om i landet, som slås med stadig strammere økonomi. Det gør man mange steder i den borgernære velfærd. Og vi hører vist alle godt, hvordan den ene borgmester efter den anden råber op til regeringen: Hjælp, vi kan ikke klare os. Borgerne lades i stikken. Velfærden skrumper og udsultes. Det er ikke kun fra os i Enhedslisten, der lyder disse klageråb. Det er også fra både Socialdemokraterne og SF.

BARE ÆRGERLIGT, SONNY BOY
I en analyse af økonomien i velfærden beskriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at der mangler milliarder og ikke er råd til både velfærd og skattelettelser. I den situation så siger vi i Enhedslisten: Bare ærgerligt Sonny Boy!
Derfor kunne vi ikke stiller op til endnu en omgang grønthakkelse, når vi samtidig må se til at SVM-regeringen suger penge ud af velfærden fra de ældre, de svage og andre med behov for støtte og hjælp i hverdagen for at give skattelettelser til toppen i samfundet. Hertil bliver det endnu mere uspiselig hundæde, når regeringen vælger oprustning fremfor velfærd og afsætter 40 mia. kr. til krig, våben og kampudstyr. Det gamle slogan – velfærd fremfor skattelettelser – er erstattet af parolen: våben før velfærd!

NEJ TIL GRØNTHØSTEREN – REGERINGEN MÅ TIL LOMMERNE
Men står tingene til at ændre? Måske – hvis vi gør os selv den tjeneste at sætte hælene i og kræve flere midler til de trængte kommuner. I stedet for at fyre op for grønthøsteren her i Odsherred, så vi hellere, at politikerne gik sammen med andre kommuner om at råbe regeringen op: Vi har fået nok af nedskæringer, I må til lommerne, så borgerne kan få dækket deres behov for hjælp og pleje!
Af Jeppe Ravn, Ø-byrådsmedlem