Finansloven skal redde dagpengemodtagere fra katastrofe

EL Odsherreds klumme i Nordvestnyt, 31. august 2012. 

Af Kim Mariegaard, Kontaktperson for Enhedslisten i Odsherred

I nyhederne hører vi jævnligt om store virksomheder, som skal fyre flere hundrede medarbejdere. Arbejdsløsheden stiger – og er nu så høj, som den ikke har været i 16 år. Ungdomsarbejdsløsheden er i dag på samme niveau, som den var i 1984.

Antallet af kontanthjælpsmodtagere er steget kraftigt i løbet af de sidste år. Flere unge end nogensinde før ender som hjemløse.

Selvom det gang på gang forsøges talt ned, kradser krisen fortsat. Den økonomiske krise, som startede i 2008 tordner derudad med flere europæiske lande på fallittens rand.

På den baggrund er der ingen som helst logik i, at S-R-SF-regeringen fastholder de forringelser for dagpengemodtagere, den tidligere regering vedtog sammen med DF og Radikale Venstre. Forringelser, som halverer den maksimale dagpengeperiode til 2 år, og fordobler antal ugers arbejde, som skal til for at genoptjene dagpengeretten til 1 år.

Når forringelserne træder i kraft fra 1.januar 2013 vil tusinder af arbejdsløse med et slag miste deres eksistensgrundlag. Det er nemlig langt fra alle, som kan gå fra arbejdsløshedsdagpenge til kontanthjælp. Det kan nemlig kun under en tredjedel af de ramte. Resten skal først sælge deres bolig eller bil – eller forsørges af deres ægtefælle. Dagpengeforringelserne vil få alvorlige konsekvenser for masser af danske familier. Og tvangsauktionerne vil florere.

Det må ikke ske. Derfor kræver Enhedslisten, at en løsning på dagpengespørgsmålet bliver en del af finanslovsforhandlingerne.

Størstedelen af de arbejdsløse er ikke arbejdsløse, fordi de er dovne eller “fordi det ikke kan betale sig at arbejde”. Langt størsteparten er arbejdsløse, fordi der ikke er nogen jobs at få.

Krisen er ikke de arbejdsløses skyld, og politikerne skylder at finde en ordentlig løsning i stedet for at lade de arbejdsløse sejle deres egen sø.

Enhedslisten ønsker en reform af dagpengesystemet, så ingen ender uden forsørgelsesgrundlag. Vi godtager ikke Margrethe Vestagers kyniske bemærkning om, at “sådan er det”. Eller Helle Thornings påstand om, at “Vi har gjort, hvad vi kan”.

Det kan gøres meget bedre, hvis regeringen vil. Sammen med Enhedslisten kan der laves en ordning, så ingen ryger ud af dagpengesystemet. Men tilbydes et reelt job med genoptjeningsmulighed. Og hvis der ikke kan tilbydes et job lige nu, skal man selvfølgelig kunne få dagpenge, indtil jobbet er der.

Dansk politik skal bringes ind på en ny kurs, så trygheden for mennesker, der er ramt af arbejdsløshed, bliver genoprettet.