Forlig om fleksjob og førtidspension – udelukkende en besparelse

EL Odsherreds klumme i Nordvestnyt, 13. august 2012. 

Af Merete Hornecker, medlem af Enhedslisten Odsherred.

Den 30. juni er en sort dag for personer med permanent nedsat funktionsevne, der på grund af sygdom eller handicap, har så nedsat en arbejdsevne, at de ikke kan arbejde på ordinære arbejdsmarkedsvilkår.

Mange personer med handicap eller sygdom, der i dag er i fleksjob, vil få forringet deres levevilkår markant, hvis forliget træder i kraft 1. januar 2013. Bag forliget står Regeringen, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Fleksjobbere skal ikke længere være omfattet af samme ansættelsesretslige vilkår, som de øvrige på arbejdsmarkedet. Udspillet betyder bl.a. at en fleksjobber skal lønnes for de effektive arbejdstimer, og modtage en social ydelse for resten. I dag får fleksjobberen overenskomstmæssig mindsteløn for 37 timer, og arbejdsgiveren bliver kompenseret med ½ eller 2/3 af mindstelønnen. Ændringen skal få den fleksjobvisiterede til at arbejde flere timer, så de kan få en højere indtjening. Problemet her er, at det kan den fleksjobvisiterede ikke p.g.a. deres nedsatte arbejdsevne.

Det skal være muligt at komme i fleksjob helt ned til 2 timer om ugen, men flere arbejdsgiverrepræsentanter har udtalt, at ansættelse på så få timer ikke er interessant for deres medlemsorganisationer, da en ansat på så få timer aldrig vil blive en integreret del af arbejdspladsen. Andre arbejdsgivere har udtalt, at der skal følge penge med, før ansættelse af fleksjobbere er relevant.

Regeringen har igangsat en udfasning af fleksjobordningen, de ødelægger en af de største succeser vi har set, i forhold til arbejdsfastholdelse af personer med nedsat arbejdsevne.

Regeringen har udtalt at forliget alene vil ramme højtlønnede fleksjobbere, med indkomst på over 36.000 kr. om måneden. Efterfølgende har beskæftigelsesministeriets egne tal vist, at allerede ved en indkomst på 22.500 kr., kan der ske en lønnedgang.

Det bliver så godt som umuligt at få tilkendt førtidspension. Unge under 40 år kan risikere i årevis at leve på kontanthjælpsniveau. De unge skal tilbydes kompetence- eller udviklingsforløb, men først når alle andre muligheder er afprøvet. Der afsættes penge til disse forløb, men ikke til uddannelse af de personer i jobcentrene, som skal til at arbejde på en helt anden måde end vi kender det i dag.

Enhedslisten ønsker fortsat personer med nedsat arbejdsevne har en mulighed på arbejdsmarkedet. Det forlig er ene og alene en spareøvelse, der er pakket ind i pæne ord, der ikke har hold i virkeligheden.

Regeringen har med dette forlig valgt at se helt bort fra kompensationsprincippet, at sikre handicappede lige muligheder på arbejdsmarkedet.