Byrådsmedlem Amalie Petersens tale til 1. Maj festen på Store Torv i Nykøbing.
“Nu er jeg jo kendt for at være den grønne lokalpolitiker, men jeg er også rød!! Og idag fejrer vi at der siden 1890 har været tradition for at stå sammen om at opnå et større mål. Og det er vigtigt, at vi stadig bliver mindet om, at vi skal lønnes ordentligt, at vi ikke skal arbejde 12 timer i døgnet på arbejdsgivernes betingelser – at det sikkerhedsnet der er skabt for lønarbejderne – ikke kommer ud af ingenting. En masse mennesker har lidt, kæmpet og turde stå frem for, at vi kan være, hvor vi er i dag.
Men der er jo ikke længere nogen arbejderklasse vil nogen måske sige – og ja arbejderklassen i dag er anderledes, men ikke desto mindre er der stadig en masse vi stadig skal og er nødt til at kæmpe for, og mange, der har brug at vi står sammen, har brug for fællesskabetfællesskabet og at vi løfter i flok.
Bare se på sygeplejerskerne, pædagogerne, SOSU’erne, ja hele plejepersonalet, som nu ikke nok med at deres lønninger ikke stiger med resten af samfundets, men også forventes at skulle løbe stærkere og nå meget mere på mindre tid. Bare her i Odsherred kæmper vi med så høje sygefraværsprocenter – op mod 40% – at hele plejesektoreren er i underskud. Men ingen taler om at den eneste reelle måde at løse udfordringerne er ved at hæve lønningerne, sættes presset ned og give arbejderne tiden tilbage. Hvor man for 130 år siden troede, at arbejdere bare skulle kunne levere og ikke have nogle krav til de forhold der skulle leveres under, så tror vi i dag, at vi kan effektivisere os ud af vores problemer. Der er i virkeligheden ikke så meget forskel på de problemer der startede oprindeligt arbejderbevægelsen og dem vi har i dag – de er bare krydret anno 2022.
I det private er det desværre heller ikke en dans på roser – og vi ser flere og flere virksomheder, der i konkurrencensens og vækstens navn presser medarbejderne til at afgive ting som pauser, overenskomstmæssig løn og 11 timers hvileperiode.
Alt dette foregår samtidig med at fagbevægelsen mister medlemmer og opbakning. Det er i dag lige så vigtigt, at vi husker på at det fundament, der blev kæmpet for med næb og klør for 130 år siden, stadig er aktuelt . Vi skal støtte op om arbejderne lige så meget som før, for det er nødvendigt og der er faktisk nogle, der har gjort det hårde arbejde for os.
MEN vi er også heldige, for der findes mange mennesker der kæmper hårdt for at fremtiden skal se lys ud. Vi har en mega sej og stærk ungdomsgeneration, der ikke taler om skal/skal vi ikke gøre noget for klimaet, dreng/pige, mand/kvinde – de taler helt åbent om mangfoldighed, klima, psykiske udfordringer, og er på så mange områder meget længere fremme end os gamle nisser.
Fremtiden er ikke os, men ungdommen, og de fortjener at få så meget hjælp og støtte vi overhovedet kan give dem – og de fortjener at vokse op til et samfund og arbejdsmarked præget af lighed, trivsel, ligestilling osv. Det skal vi sørge for er muligt, og det sker kun ved at vi fortsat står sammen og vægter fællesskabet.
Vi står overfor nye komplekse udfordringer – de hårdeste velfærdskriser på noget nær næsten alle niveauer af samfundet, for ikke at nævne klimakrisen. Det kræver, at vi igen samler os på tværs – og måske på trods – af uenigheder og konflikter. Hvis vi skal se ind i en fremtid der er til at være i, en fremtid uden stress, diagnoser, psykiske og mentale udfordringer, flygtninge, klimakriser, fødevarekriser, flere pandemier, så skal vi nu igen stå sammen.
Og nu står vi overfor en krig også. En helt ny verdensorden siger de. Og ja det skal vi forholde os til, men vi skal også huske vores kritiske sans. Vi bliver presset fra højre og venstre til at opruste, søge militære løsninger. Og ja det kan være nødvendigt på nogle områder. MEN jeg står her for at minde om, at vi har retten til at vælge fred, diplomati, dialog over militær og krig. Vi har retten til at danne vores egne meninger trods medier, politikere og andres pres for at trække linjerne meget hårdt op.
Jeg kender en der siger: “I Vesten og i Danmark lever vi i et vakuum” – med det mener hun at resten af verden ikke ser ud som her, og der har hele tiden været krig i verden – se bare på Irak, Afghanistan og Syrien – alle lande, der ikke ligger så frygteligt langt herfra og som stadig fortjener vores solidaritet – så det er ikke nyt, men det har alle dage været, og er i alle krige, stadig helt forfærdeligt.
Allerede nu ser vi at de midler der skal findes til at opruste vores militær (18 mia. Til sammenligning med de 4 mia den grønne omstilling vil koste årligt) skal findes inden for velfærden – så spørgsmålet er også om vi overhovedet har råd til kun at tænke militære løsninger? Hvordan skal fremtiden se ud for de svageste i samfundet, ja os alle sammen – det er spørgsmålet – hvilken verden og hvilket samfund ønsker vi at skabe for de næste generationer?
Lige netop derfor er det så vigtigt, at vi ikke glemmer, hvem vi er og hvor vi kommer fra – vi kommer fra at fredelige løsninger har været vejen frem og det har givet os det velfærdssamfund vi har i dag. Jeg står ikke her for at fortælle jer om I skal stemme JA eller NEJ, men jeg står her for at minde om vores fortid, vores nutid og vores fremtid!”
