Skolereform, arbejdstidsaftale og skolens sjæl

Af Clark Pratt, kontaktperson for Enhedslisten-Odsherred.

Det er ikke den store overraskelse at mange lærere har det skidt for tiden. De fleste vil gerne have en form for ejerskab til det de laver til hverdag, om det er politik, kunst, vejarbejde eller lærergerning. Når lærerne får at vide år efter år at de bare er ikke dygtige nok, at de ikke bare skal blive bedre til det, de laver, men at de også skal gennemføre ændringer, som de ikke var med til at ønske eller udvikle – så mister de modet. Når deres fagforening får tæsk, når de bliver lockoutet, og når de får at vide lige i det sidste øjeblik (f.eks. slutningen af maj 2014) hvordan skoleåret 2014/15 skal se ud, bliver de stresset. Hvem kan bedst være med til at udvikle lærernes arbejde? Lærerne. Men det skolemiljø og den skolepolitik, som eksisterer i Odsherreds Kommune har nu mistet sin sjæl. Det er blevet til en industri, som er styret af små embedsfolk med små drømme.
Når de røde lys blinker, fordi der er virkelig meget jobskifte og sygefravær, er det ikke nok at sige: Hvad sagde vi? Vi skal hurtigt komme i gang med at gøre det godt igen, for børnenes skyld, for medarbejdernes skyld og for fremtidens skyld. Denne skoleform er hverken brugervenlig eller bæredygtig. Start med en ordentlig samtale mellem fagforeningen og Kommunen. Når ideerne og ønsker bliver drøftet, kunne de små mænd med små ideer måske besøge skolerne, snakke med børn, forældre og lærere, og høre om ikke fagforenings-ideer er forankret i virkeligheden og rummer gode visioner. Kommunen har også givet frihedsbrev til skolerne, så der burde være lidt plads til at finde gode lokale modeller og løsninger.
Clark Pratt, Asnæs, Kontaktperson for Enhedslisten Odsherred
Næsholmvej 4, 4550 Asnæs tlf. 81713286