Byrådsdebat om Asylcenter i Annebergparken

DF havde bedt om, at byrådets møde 28. Oktober drøftede det planlagte asylcenter for uledsagede flygtningebørn i Annebergparken i Nykøbing. Mødet endte efter en længere debat med at et enigt byråd udtrykke sig positivt om asylcenteret. Enhedslisten var på byrådsmødet repræsenteret ved Torben Rahm, som sagde følgende om punktet.

Vi støtter med glæde udlændingestyrelsens planer om oprettelsen af et asylcenter for 100 uledsagede børn i Annebergparken i Nykøbing. Det er vores pligt som land, som lokalsamfund og som verdensborgere at tage imod flygtningebørn i 2014, hvor der er så mange globale brændpunkter. Det er dejligt, at vi har bygninger i overskud, dejligt at sådan et initiativ skaber arbejdspladser i kommunen, og dejligt at vores egne børn kan se, at den danske befolkning er solidariske, gæstfrie og villige til at dele af vores overskud med børn i krise.
Det er også utrolig vigtigt, at vi tager imod disse børn på en anstændig måde – at vi sikrer at de får den nødvendige støtte både materielt og psykisk – og at de ikke bliver isoleret, men får masser af kontakt med kærlige voksne og børn fra Odsherred. Det er uanset om det er et midlertidigt projekt på få måneder eller skal vare i mange år!

Der er en grund til, at man i 1915 placerede et sindssygehospital hvor det ligger i nærheden af Nykøbing Sj. Der er også en grund til at området med hospitalet fik den arkitektoniske udformning, det fik. Grunden var, at man havde en ide om, at ro med natur, store haver og arkitektonisk harmoni ville virke helbredende på de sårede sjæle, som blev indlagt på sindsygehospitalet.

Hospitalsfunktionen er i dag mere eller mindre nedlagt. Men nu vil der med et asylcenter for børn, der er flygtet fra krig og ødelæggelse, igen være brug for det gamle hospitalsområde til at hjælpe mennesker med sår i sindet.

Annebergparken fortsætter på den måde en gammel tradition for området. Lever op til sin kulturhistoriske rolle.

At få et Asylcenter som nabo sætter mange tanker igang omkring kulturforskelle samt utryghed for det ukendte.
Det er vores opfattelse at røde kors har stor erfaring og ekspertise til at drive et asylcenter. Borgere og kommune må vi ved fælles hjælp gøre projektet med asylcentret til en god og lærerig oplevelse for alle.
Men først og fremmest en hjælp til de mennesker der er i en umenneskelig situation.