Nej til brugerbetaling ad bagvejen

Af Kim Mariegaard, kontaktperson for Enhedslisten – Odsherred

I den forløbne uge har man i landsdækkende aviser kunnet læse, at flere danske patientorganisationer er bekymrede over den lovgivning, som er ved at blive lavet for at et antal frikommuner – heriblandt Odsherred – kan få lov til at sælge tillægsydelser til bl.a. ældre borgere.

Patientorganisationerne er bange for, at den nye lovgivning af kommunerne også skal blive benyttet til at sælge tillægsydelser på sundhedsområdet .Sådan at de med mest i pengepungen også får den bedste genoptræning efter ulykke eller operation – mens de med mindst på kistebunden må nøjes med mindre genoptræning.

Patientorganisationerne frygter at salget af tillægsydelser med tiden vil blive til generel brugerbetaling på sundhedsydelser – nu da bagdøren alligevel er åbnet. En frygt, Enhedslisten Odsherred har fuld forståelse for. Allerede i april 2011 – da Odsherred kommune fik tildelt sin status som frikommune – advarede vi i en udtalelse mod de mulige konsekvenser af netop denne del af Odsherreds ønsker til frikommuneforsøg.

Dengang skrev vi under overskriften “Udvikling – ikke afvikling” bl.a.: “At den kommunale ældrepleje begynder at sælge tillægsydelser til de mere velhavende pensionister, som har råd til at købe disse ydelser, vil medvirke til at opdele vores ældre borgere i A, B og C-Borgere. Og man kan også frygte, at et brud med gratis-princippet på mere perifere områder med tiden også vil føre til brugerbetalinger, når det gælder de centrale dele af ældreområdet.”

Når den lovgivning, som skal give Odsherred med flere lov til at sælge tillægsydelser på ældreområdet og andre steder, er det altså nødvendigt, at der udstikkes ret præcise retningslinier for hvilke tillægsydelser, der kan være tale om. Og hvilke ydelser, der er så basale for vores velfærdssamfund, at ingen kommuner i frikommuneforsøgets navn skal pille ved dem.

Enhedslistens kommunalordfører i Folketinget, Lars Dohn, har da også efterlyst svar fra regeringen på, hvordan det undgås at tilladelsen til at eksperimentere med tilkøbsydelser kommer til at gå ud over velfærdssamfundet.

Lokalt vil vi holde øje med, at Odsherreds byråd ikke fristes til at benytte tilladelsen til at levere tilkøbsydelser til andet og mere end en smule ekstra rengøring – som man jo indtil nu har præsenteret det som.

Læserbrev i Nordvestnyt, 29. maj 2012.