EL afviser både budgetforlig og skoleforlig

Enhedslistens medlemsmøde havde onsdag to tunge kommunalpolitiske emner på programmet. Nemlig at beslutte hvordan vi stiller os til både kommunens budget og den fremtidige skolestruktur. Efter møde udsendtes denne pressemeddelse:

På sit medlemsmøde 5. september har Enhedslisten-Odsherred besluttet, at partiet IKKE tilslutter sig budgetforliget om Odsherred Kommunes budget for 2019.

“Vi mener ikke forliget prioriterer de mest udsatte i Odsherred. Vi synes heller ikke klimaet får opmærksomhed nok. Vi vil gerne bevare friheden til at stemme imod nedskæringer i velfærds- og miljøindsatser, som nemt kunne blive lagt frem som fornuftige besparelser og som effektivisering af administrationen og fagudvalgenes konti. Derfor kan vi ikke sige ja til forliget” udtaler Clark Pratt, Enhedslistens medlem af Byrådet.

På samme medlemsmøde var også skolestrukturforliget “Aftale om fremtidens skole i Odsherred” til diskussion. Medlemsmødet besluttede, at Enhedslisten heller ikke kan tilslutte sig skoleforliget.

Clark Pratt, der i Byrådet er medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget, udtaler om denne beslutning:
“Det er fundamentalt for Enhedslisten at skolerne har så meget frihed som muligt til at begynde på den vigtigste opgave – at skabe et indhold som giver eleverne, forældrene og ansatte begejstring og tryghed. Vi vil have friheden til at komme med kritiske perspektiver ud fra vores egne drøftelser og ud fra de høringssvar, som kommer til sidst i hele strukturprocessen. Det kan vi ikke, hvis vi tilslutter os et middelmådigt forlig som er fattigt på visioner for et nyt skolevæsen med barnet i centrum”