Rute 555 og 566 nedlægges – hvorfor kommer det os ved ?

Læserbrev i Nordvestnyt, 12. november 2018, af Sara Lynge Ravn, Enhedslisten, Odsherred

I regionsrådet vil alle partierne bortset fra Enhedslisten nedlægge rute 555 og 666 samt en række andre busruter i Region Sjælland.

I Odsherred er der nok ikke mange, der ligger søvnløse over dén meddelelse. Men det er der måske alligevel grund til. Begge ruter bringer feriegæster fra Høje Taastrup til hhv. Sjællands Odde og Rørvig. 555 og 666 er derfor med til at aflaste vores veje om sommeren i dén periode, hvor de er allermest belastede af både gennemkørende ferietrafik og af de mange mennesker, der holder ferie i Odsherred.

Men rigtig ærgerligt er det, at 555 ikke for længst er blevet konverteret til en R-bus, der kører hele året. Sagen er, at de unge på Odden har meget langt og er alt for længe om at komme frem til ungdomsuddannelser i Holbæk og til Odsherred Gymnasium i Asnæs. En buslinje, der forbinder Odden Færgehavn og bysamfundene på Odden med Holbæk, vil også betyde, at beboerne her kan nå andre af regionens sundheds- og servicetilbud meget hurtigere, end de kan i dag.

Danske Regioner har i diverse undersøgelser påvist, at lang transporttid til ungdomsuddannelserne både forøger frafaldet og medvirker til, at unge med en svag uddannelsesbaggrund afholder sig fra at gå i gang med en ungdomsuddannelse. Det er på flere måder rigtig ærgerligt, at en del unge fra Odden på dén måde føler sig afskåret fra at tage en ungdomsuddannelse. I forvejen er Odsherred Kommune én af de kommuner i landet, hvor færrest gennemfører en ungdomsuddannelse. Vi ved efterhånden også alle sammen, at unge uden uddannelse får det rigtig svært i fremtiden, og alt tyder på, at vi kommer til at mangle uddannet arbejdskraft inden for en overskuelig fremtid.

Borgmester Adelskov beklager rutinemæssigt nedlæggelserne af de to busruter. Samtidig benytter han lejligheden til at agitere for, at der, nærmest som en slags kompensation, oprettes en direkte togforbindelse fra Nykøbing Sj. til København. Det kan godt være, at dette er en god idé. Men det hjælper ikke beboerne på Odden med at komme til uddannelsessteder eller regionens hospitaler. Måske var det bedre, hvis Thomas Adelskov evt. sammen med Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen, prøvede at gøre deres indflydelse gældende og påvirke beslutningsprocesserne i regionen, således at rute 555 ikke nedlægges, men i stedet opgraderes til en R-bus, der kører hele året.