Et lille essay om kommunalvalget af Clark Pratt, spidskandidat for Enhedslisten i Odsherred Kommune.
Asnæs Centret er ikke MIT (Massachusetts Institute of Technology) og jeg er ikke Noam Chomsky. Men nogle samfundskritiske observationer kan dukke op her ude på landet på vej mod den 17. november.
Vores kommune har det skidt. Det gør ondt i Odsherred. Vi er på afgrundens rand. Vi vil have mere samtidigt med at vi kan se at vores land er rigt og at der sker en udvikling. Ligesom hovedpersonerne i den Oscar-belønnede film Slumdog Millionaire, skændes, slås og slagtes (i hvert fald med ord) de kommende og afgående byrådsmedlemmer.
Men vi nærmer os ikke magtens center med vores bandekrig mellem otte partier. De fattige og magtesløse holder hinanden i skak, mens de rige og indflydelsesrige holder fest. Det er konkurrencen om resterne fra de riges bord som får opmærksomhed i de lokale medier. Har vi mistet overblik?
Da vores første barn var begyndt i dagpleje, tog min kone og jeg til et foredrag om børnefamilier og opdragelse. Vi fik at vide at det var et stort arbejde at være forældre, og at der var tre ting, tre projekter, man ikke måtte kaste sig ud i samtidigt med at skulle hjælpe sit barn til danne sig selv som lille menneske: bygge ud i huset, starte på en uddannelse og starte på et nyt arbejde.
Danmark har mange børn – ja, os alle sammen. Og alt for mange projekter. At lægge kommunerne sammen (2007), at føre krig i to lande (siden 2002), at komme igennem en finanskrise (og hvad var krisen – vores grådighed i ti, tyve, tredive år – eller chokket, da det hele brasede sammen?). Og at kritisere velfærdstaten mens vi skovler godter ud til de private. For mange projekter og vores små og store kommuner, der skal løbe stærkt for at følge med. Så bliver børnene rastløse og svært at have med at gøre.
Valgkampen i Odsherred er i det mindste sjov. Vi spiller høvdingebold mod hinanden, møder på Dragsholm Slot, hvor man kan danse som marionetter for Erhvervsrådet, og bliver prostitueret af medie- og reklameindustrien – som lokkeduer til forbrugsvanvid. Kan vi hjælpe med at sælge flere aviser? Vi vil ikke skaffe flere annoncer til supplementer som handler om alt andet end politisk valg – men derimod om indkøbsmuligheder? Nok er nok.
Hvorfor skal Danmark være vært for verdens dyreste klimatopmøde imens kommunerne (der hvor folket bor) ikke har ressourcer til naturskoler, naturvejledere, cykelstier og miljørenovering af skoler? Hvorfor skal Danmark sende unge mænd og kvinder til deres død i Afghanistan – som er en ret dyr oplevelse – mens kommunerne ikke har råd til at lave gode 10. klasse tilbud, spændende produktionsskoler, gymnasier med færre end 28 i hver klasse, kulturklubber og sundhedstilbud til de 15-25, så de ikke (kun) fester så meget? Hvorfor skal Danske Bank have 24 milliarder kroner i støtte fra staten, mens familier med to indkomster ikke kan få et lån til at købe et hus på landet? For tyve år siden var Danmark kendt som et land som forsvarede de svage, som fandt på alternativer til grådighed og konkurrence. Nu er vi kendt som det land som gør nar i ytringsfrihedens navn, det land som holder flygtninge i ventestilling i årevis, det land som ikke rigtig gider verden mere.
Der er ikke så meget snak om disse emner, når vi drøfter budget og nye tiltag i kommunerne. Vores forældre – forstået som staten og de store økonomiske interesser –
- taler om grønvækst men laver brun bummelum på miljøet
- kæmper for privatiseringer mens de sluger offentlige tilskud
- tjener på globalisering og terrorkrigen, mens vores arbejde flytter ud af landet og vi bliver mere og mere bange for verden.
Vores forældre har travlt, og vi må passe os selv, eller blive sat under administration. Det er stressende at være barn i dag, når man skal præstere så meget i verdens bedste skole. Det er stressende at være voksne, når man skal tjene mere og mere for at købe flere og flere ting til sine stressede børn. Og det er stressende at være spidskandidat, når man kun må snakke om, hvorvidt man skal lukke den ene eller den anden skole I stedet for at lave revolution på landet og vælte den regering, som har ladt folket i stikken. Her begynder at ligne USA, hvor man kan tale lige så grimt om hinanden, de to partier, men når man handler, så er politikerne og deres bureaukrati alle sammen republicrats.
Vågn op folk, og kræv mere fra jeres lokale politikere. Giv dem bemyndigelsen til at spørge, hvorfor et rigt land med så mange ministerbiler kræver, at kommunerne sidder og slås om vejen ud af den døde skov i posemandens bil.
