Ø I BYRÅDET: SIGER NEJ TIL SENIORBYGGEPLAN I NYKØBING

Det er ikke miljøsikkert, det er klimabelastende og det er usikkert for beboerne ved oversvømmelser, mener Enhedslisten.

På byrådets oktobermøde blev det diskuteret, hvordan man skal stille sig til et projekt om at opføre et boligområde på Linde Allé i Nykøbing. Projektets idemand har søgt om tilladelse til at opføre 330-450 boliger og et friplejehjem i fire etager.

Enhedslistens byrådsmedlem, Amalie Petersen, forklarede, hvorfor hun ikke kan støtte projektet:

– Jeg kan sagtens anerkende, at der kan være behov for seniorboliger og plejehjemspladser. Det, jeg ikke kan anerkende, det er placeringen af det her lokalplansområde. Det er klokkerent imod alt, hvad vi går ind for.

Oversvømmelser

– Vi lever i 2023, vi lever ikke i 1980. Vi ved godt, at lavbundsområder bliver oversvømmet, sagde Amalie Petersen og henviste til sidste uges stormhændelser.

– De har lært os, at rigtig mange områder bliver oversvømmet. Selv de områder, hvor der er bygget diger, og hvor man har lavet klimatilpasningstiltag. Så det her er ikke udvikling, det er afvikling af vores natur. Det er altså nødvendigt at kigge på, hvad det her er for et område?

På med klimabrillen

– Hvis vi skal kigge på det projekt med klimabriller, så er CO2 en kæmpe spiller her. Så når vi bygger nyt, er det noget af det, der udleder allermest CO2, sagde Amalie.

– Når vi skal bygge, skal vi bygge bæredygtigt – og det skal vi bare! Det er den eneste fremtid, der kommer til at være. Det her er ikke bæredygtigt på et CO2-niveau.

Dårlig placering for sårbare beboere

Enhedslisten vil ikke være med til potentielt at placere nogle relativt sårbare mennesker i et område, hvor der er risiko for oversvømmelser.

– Den her placering vil aldrig nogensinde kunne forsvares ud fra klima- og miljøhensyn eller ud fra menneskelige hensyn.

Højt spil med fremtiden

Amalie Petersen slog fast, at byrådet ’gambler’ med noget, som er fuldstændig uigenkaldeligt, hvis der bygges her.

– Vi kan vi ikke gå tilbage. Det vil blive oversvømmet, lige meget om det er om to år eller ti år. Og det vil have en kæmpe CO2-effekt. Vi vil potentielt placere nogle sårbare mennesker her. Så Enhedslisten kan på ingen måde støtte den her placering, lige meget hvor meget behov vi måtte have for boliger til ældre mennesker. (mbp)