Nej tak til invitation fra dronningen

Enhedslistens byrådsmedlem, Kim Mariegaard, deltager ikke i festlighederne i forbindelse med dronningens besøg i Odsherred 5.-6. September.

Dels betragter Enhedslisten det at have et kongehus, hvor få personer arver deres privilegier, som et levn fra en fortid, vi som moderne demokrati burde have lagt bag os for længst.

Dels er det jo ikke gratis for Odsherred at have dronningen på besøg.  I en tid hvor kommunerne ovenfra presses til at spare store beløb på grundlæggende borgernære velfærdsydelser – og selvom omprioriteringsbidraget blev sænket og skiftede navn til Effektiviseringsbidrag er presset der fortsat – så mener vi i Enhedslisten ikke kommunerne har råd til dronningens besøg.

Midlerne kunne meget bedre anvendes til at forbedre forholdene på vores plejecentre eller vores skoler.

Derfor har Kim Mariegaard pænt sagt nej tak til dronningens invitation til Souper på Kongeskibet og ønsker heller ikke at deltage i andre arrangementer i forbindelse med dronningens besøg.