I går snakkede jeg med en pige ……


Af Clark Pratt, Spidskandidat for Enhedslisten

I går snakkede jeg med en pige fra en sådan ”halvt-indvandrerfamilie”. Far’en kommer fra et af de der lande med en meget mørk præsident. Et land hvor der altid er soldater, politi og private hære med automatiske våben. Hvor der er massiv fattigdom og arbejdsløshed, hvor utrolig mange resurser bliver brugt på krigen mod terror, på våbenudvikling og markedsføring og på fængsler.

Et land hvor over 2500 børn har været anholdt og dømt til livstid i fængsel, hvor over 2,3 millioner borgere sidder i fængsler i dag, og hvor over 3000 for tiden er dømt til døden. Et land hvor aviserne, radio- og fjernsynsprogrammer, film-, sports- og musikindustrien er kontrolleret af få, gigantiske selskaber. Et land hvor der er stigende tro på en gud, som støtter regeringen, som velsigner soldaterne, som har skabt verden som den er, hvor der ikke er plads til ligestilling til kvinder, retten til abort, retten til homoseksuelle ægteskaber, retten til at undervise om prævention og om evolution i biologitimerne i folkeskolen. Et land som går ind for tortur, bortførelse af udpegede fjender – også i andre lande – og hemmelige fængsler, og for massiv overvågning af den øvrige befolkning. Et land, hvor olie og kul og bilindustrier dominerer debatten om klimaet. Et land hvor, folk tror København er hovedstaden i Holland, og er omringet af bjerge med evig sne. Men et land hvor hendes far ved, der er kæmpe potentiale for livsbekræftelse, kreativitet og kærlighed.

Pigen er selv vokset op i et andet land. Hun er vokset op i et land, som havde ry for at elske fred, at sætte gang i international debat om menneskerettigheder, at støtte frihedsbevægelser i områder, som var tidligere kolonier af stormagterne i verden. Et land, hvor miljø og undervisning og fagforeninger var områder, hvor man var stolte og visionære.
Tiden ændrede sig, mens hun voksede op, og nu ligner det land, hvor hun er vokset op, mere og mere det land, hvor hendes far voksede op. Der er sket en slags negativ globalisering, hvor det værste fra de mest aggressive lande bliver kultur, økonomi og politik i de mindst aggressive lande. Hendes fødehjem er blevet en koloni af sit fars fødehjem, og allerede i hendes korte liv er der sket en militarisering af samfundet, en voksende bølge af frygt for de fremmede, en overvågning af almindelige mennesker. Landet synes at have fået mange fjender, og ser flere hver dag i sin paranoia. Regler og bureaukrati og centralisering skyder frem, som ukrudt – som vil få de gode skoler, de gode initiativer, de gode borgere til at visne og blegne.
Mit hjerte går ud til den pige. Hun tør næsten ikke gå med tørklæde, da hun så vil ses på som terrorist. Hun tør næsten ikke deltage i demonstrationer for miljøet, fordi hun så vil rammes af lømmelpakken. Hun tør næsten ikke tro på en bedre fremtid, når hun kan se, at mens verdens økonomi lider af grådighed og at mennesker behandles som redskaber til at skabe rigdom for de få, gør hendes lille land alt for at plyndre fra de fattige og mellemklassen og give til de rige. Men jeg siger til den lille pige, ”Vi kan gøre det bedre. Du er min datter, og vi skal ikke kun håbe for – men vi skal hver dag arbejde og kæmpe for en bedre kommune, et bedre land og en bedre verden. Vi er Enhedslisten.”
Clark Pratt, Spidskandidat for Enhedslisten Odsherred, født i USA