ENHEDSLISTENS GRØNNE DILEMMA: SOLCELLER PÅ LAMMEFJORDEN?


Hvad? Det er ikke hver dag, man skal opleve, at et rød-grønt parti som Enhedslisten stemmer imod et vedvarende energiprojekt. Så hvorfor er det gået sådan i sagen om solcelleanlægget på Lammefjorden?

Det forklarede Ø-medlem i Odsherred Amalie Pedersen, da byrådet skulle godkende anlæggelsen af et stort solcelleanlæg.

Klimagevinst på lavbund
– Jeg vil garanteret få kastet alt muligt om dobbeltmoral efter mig. Det tager jeg gerne imod, sagde Amalie Pedersen og forklarede, at der efter partiets mening burde ske en udlægning af det areal, som anlægget skal opføres på, til lavbundsareal.
Det har også været forsøg, påpegede hun. Imidlertid har man droppet det, fordi det viste sig for vanskeligt, og fordi der ikke var interesse for det.

– Men i forhold til klima skal vi også kigge på lavbundsarealer, fordi der faktisk også er en kæmpestor CO2-gevinst at hente der.
Hun pegede også på, at der burde være fokus på at få skabt lokale medejerskaber for store klimaprojekter. Og hun tilføjede, at for Enhedslisten så man hellere, at der blev sat fokus på at få flere vindmøller bygget og få solceller på tage af erhvervsbygninger og offentlige byggerier.

Svært grønt dilemma: Vækst eller natur?
Denne sag afslører ifølge Enhedslisten det dilemma, som spørgsmålet om grøn vækst egentlig er.

– Jeg står her som et levende bevis for, hvordan denne sag viser et af de megasvære dilemmaer, der er ved grøn vækst. For hvad betyder mest? Er det at skabe noget mere eller mindre grøn strøm? Eller betyder vores biodiversitet og vores natur mest? Det er jo der, at vi er nødt til at vægte det.

Samlet plan mangler
– I lige præcis den her forbindelse, der efterlyser vi en samlet plan for, hvor vi ønsker solceller og hvor ikke. Hvor vil vi have vindmøller og hvor ikke, sagde Amalie Pedersen og gav sin tilslutning til det synspunkt, som Socialdemokratiets ordfører Allan Andersen også havde talt for i debatten og sagde:

– Vi kunne godt have tænke os, at selv om der kommer en stor godsejer og lodsejer og gerne vil udlægge 100 hektar, at vi så allerede på forhånd kunne sige: Det vil vi, og det vil vi ikke, for vi har lavet nogle større planer.

Hejser flaget
Amalie henviste til, at der allerede i mange andre kommuner er udarbejdet sådan en plan. Havde kommunen allerede lavet en plan, kunne man have sagt ja eller nej til lodsejeren med henvisning til den, uddybede hun og tilføjede:

– Jeg vil gerne hejse flaget for, at det faktisk er en rigtig god lokalplan. Der er lavet et godt forarbejde, og administrationen og forvaltningen har gjort det rigtig godt. Så der er klar ros til arbejdet, og jeg ser også i forhold fremtidige vedvarende energi-anlæg, at der er en rigtig habil administration, som nok skal kunne varetage at få lavet projekter, som vi i Enhedslisten i det lange løb også kan stemme for. (mbp)