2. behandling af kommunens budget

På byrådsmødet 7. oktober skulle budgettet for 2015 vedtages i byrådet. Alle partier – undtagen Enhedslisten – stod bag et budgetforlig, som bygger på nedskæringer på det specialiserede socialområde og på sundhedsområdet.

Derfor er Enhedslisten ikke en del af budgetforliget. Vi havde i stedet stillet en del ændringsforslag til det fremlagte budgetforslag. Herunder følger Kim Mariegaards tale ved 2. behandlingen af budgettet.

Jeg har hørt det foreliggende budgetforlig beskrevet som et budget uden nedskæringer og et robust budget. Det kan vi i Enhedslisten ikke lige se, at det er. Der er måske ikke tale om et decideret sparebudget. Men måske snarere et Status Quo forslag, som forringer vilkårene for de svagest stillede i kommunen samtidig med, at det forringer kommunens udviklingsmuligheder.

Især bemærker vi, at budgettet hviler på, at der før sommerferien blev skåret 10 millioner kroner på det specialiserede socialområde. Og forudsætter at der i løbet af efteråret – oveni de 10 millioner på det specialiserede område – skal findes besparelser for 6 millioner på sundhedsområdet.
Netop disse nedskæringer – som primært rammer vores svageste borgere gør – at Enhedslisten ikke kan bakke op om budgetforliget. Vi finder, at de øvrige partiers forslag er udtryk for en nedspa-ringsstrategi. En strategi som fører til ringere vilkår for de socialt udsatte og de svagest stillede – samtidig med at udviklingen i kommunen stagnerer, og at der tabes arbejdspladser. Enhedslisten ønsker at gå den modsatte vej.

Hvis Odsherred kommune ikke skal stagnerer, skal der bruges ressourcer på at forbedre undervis-ningen i skolerne, øge kvaliteten i daginstitutionernes tilbud og fremme tryghed og sikkerhed hvor vi færdes i trafikken.
Derfor stiller Enhedslisten en række ændringsforslag for at afbøde nogle af de negative virkninger af forligspartiernes forslag. Enhedslisten ønsker med disse ændringsforslag til budgetforliget at sikre velfærden, skabe bedre uddannelsesmuligheder og transportfaciliteter, samtidig med at vi vil sikre indsatsen for natur og miljø.

Enhedslisten er imod de såkaldte 360 graders analyser med et på forhånd fastlagt resultat om en besparelse af en bestemt størrelse. Det er naturligvis relevant med mellemrum at undersøge om ressourcerne indenfor et område anvendes optimalt. Det betyder i Enhedslistens optik at sikre at borgerne får mest tryghed, velfærd og højest mulig kvalitet i de offentlige serviceydelser.
Men i Odsherred kommune er 360 graders analyserne blevet til rene spareøvelser hvor medarbej-derne bliver sat til at finde de dikterede besparelser uanset om besparelserne er til skade for tryghed, velfærd og kvaliteten i ydelserne.

Det er på den baggrund at vi har fremsat ændringsforslag 1 og 2. Man skal bemærke at de beløb vi opererer med er rammebeløb, hvor den endelige fordeling aftales mellem medarbejderne indenfor områderne.
Vi er ikke eksperter på undervisningsområdet, det specialiserede socialområde eller sundhedsområdet. Det er heller ikke byrådsmedlemmernes opgave at fungere som eksperter indenfor de mangeartede opgaver som kommunen beskæftiger sig med. Det er derimod kommunens ansatte medarbejdere der besidder ekspertisen, derfor overlader vi trygt detailfordelingen til medarbejderne.

Forslagene fremgår af det indsendte materiale, men omfatter i korte træk:

Flertallet vil trække 8 millioner på kassebeholdningen for at fremrykke indfrielse af gæld. Enhedslisten foreslår at kassetrækket i stedet for indfrielse af lån, benyttes til at investere i forbedring af velfærden og infrastrukturen for kommunens borgere.

For det andet foreslår vi, at de 10 millioner kr., det er besluttet at spare på det specialiserede socialområde – bl.a. ved hjemtagning af klienter til kommunen – anvendes indenfor undervisningsområdet og daginstitutionerne med et rammebeløb på 6 millioner kr. – og indenfor det specialiserede sociale område med et rammebeløb på 4 millioner kr.
Beløbene anvendes til at øge indsatsen for at inkludere og integrere de hjemtagne samt forbedre forholdene for de borgere hvis vilkår er blevet forringet som følge af nedlæggelse af væresteder m.m.

For det tredje ønsker vi der afsættes flere ressourcer til reparation og vedligeholdelse af kommunens stier og veje. Her har vi især fokus på de bløde trafikanter. Tidligere tiders besparelser har givet et stort efterslæb på vedligeholdelsen af vores veje og stier. Ud fra både helbredsmæssige og miljømæssige kriterier er det hensigtsmæssigt at borgerne får forbedret mulighederne for daglig transport og motion. I 2015 bør kommunen påbegynde en proces der inden 2025 kan skabe et sammenhængende velholdt og velfungerende stisystem der primært skal understøtte Odsherreds indbyggeres daglige transportbehov.

Som allerede nævnt kan vi ikke se fornuften i fastlagte sparemål for 360 graders analysen på sund-hedsområdet. Enhedslisten foreslår derfor at der ikke på forhånd kalkuleres med besparelser som konsekvens af 360 graders eftersynet. Vi foreslår, at hvis der kan frigøres midler som følge af 360 graders eftersynet anvendes midlerne indenfor området til intensivering af genoptræningen og investering i rekreationsfaciliteter for kommunens borgere, der i stigende omfang efter hospitalsophold hjemsendes, uden at kunne klare sig på anstændig vis i eget hjem.

Enhedslisten ser gerne Odsherred som en økologisk kommune. Derfor foreslår vi, at der afsættes en pulje på 500.000 (til en projektansættelse) med henblik på iværksættelse af projekter til fremme og styrkelse af økologisk og bæredygtig produktion – samt afsætning af den økologiske produktion i Odsherred.

Sidst – men ikke mindst – mener vi det er vigtigt, at vi som kommune signalerer tillid til borgerne – i stedet for mistillid og mistænkeliggørelse. Det gælder også modtagere af kontanthjælp og andre offentlige ydelser. Derfor foreslår vi, at kontrolgruppen angående socialt bedrageri nedlægges og at muligheden for anonym anmeldelse af formodet socialt bedrageri på kommunens hjemmeside fjernes. Det er vores synspunkt at meget af det, der karakteriseres som socialt bedrageri skyldes at lovgivningen er kompleks – uklar og vanskelig at forstå – også for kommunernes eget personale. Vi mener ressourcer er bedre brugt på servicering og rådgivning af borgerne.

Samtlige af vores forslag blev nedstemt af de øvrige partier. SF udtrykte dog sympati for det sidste forslag om nedlæggelse af kontrolgruppen.