1. behandling af budget 2017-20 for Odsherred Kommune

Heller ikke i år er Enhedslisten med i det budgetforlig alle byrådets andre partier har indgået. Heller ikke i år blev Enhedslisten overhovedet inviteret med ind i forhandlingslokalet. Nedenfor følger byrådsmedlem Kim Mariegaards tale ved 1. behandlingen af budgettet ved byrådsmødet 20. september.

Sjovt som praksis med behandling af budget er forskelligt rundt om i det ganske land. I rigtig mange kommuner er 1. Behandling af budgettet startskuddet til at budgetforhandlingerne om går i gang.

Sådan er det ikke i Odsherred. Her har flertallet allerede lang tid før førstebehandlingen strikket et budgetforlig sammen, som der nok skal meget til for at rokke ved. Derfor får behandlingen i aften præg af, at være et mere eller mindre ligegyldigt ritual, som skal overstås. Det er trist for demokratiet at årets vigtigste beslutninger i byrådet bliver diskuteret og besluttet bag lukkede døre.

Vi kan igen i år konstatere, at Enhedslisten end ikke blev inviteret med til de indledende gruppeformandsdrøftelser om budgettet (vi har jo nok en gang eller to i løbet af året forbrudt os mod den totale enighed). Det er efterhånden også en fast del af det årlige ritual.

Når det er sagt, skal det også siges, at der bestemt er gode elementer i flertallets forlig. Her tænker vi især på at der trods forskellige fortolkninger ses vilje til at gøre en ekstra indsats for at hjælpe de kontanthjælpsmodtagere, som bliver ramt af kontanthjælpsloft og 225 timersreglen. Og dermed afhjælpe konsekvenserne af regeringen fattiggørelseskampagner.

Vi opfatter det også positivt, at der afsættes midler til at tilpasse brugertidsprocenten i vores hjemmepleje til realiteterne. Her er der flere år blevet fejlbudgetteret ud fra en alt for højt sat brugertidsprocent. Men man kan frygte at det afsatte beløb langt fra er nok.

På samme måde med investeringen i Herning-modellen. Der er fornuft i at ansættelse af flere sagsbehandlere på det specialiserede område, og at mindskelse af den enkelte sagsbehandlers arbejdsbyrde kan give bedre sagsbehandling.
En af UTA2-udvalgets konklusioner var at en tidlig indsats er nødvendigt for at sikre at flere af vores unge får en uddannelse. Derfor tilslutter vi os fuldt ud at der afsættes 2 millioner til at gøre en særlig indsats i 0-6 års alderen.

Flere almene boliger i Nykøbing er også sund fornuft. Vi mangler lejeboliger i Odsherred. Derimod er der ikke sund fornuft i at spare 2 millioner på kollektiv trafik fra 2019, som der lægges op til. Tiden er ikke til besparelser på dette område. Hvis vi virkelig ønsker at udvikle vores mindre bysamfund, hvis vi virkelig ønsker at få børnefamilier til at flytte til vore landsbyer, hvis vi virkelig ønsker at det skal være muligt for vores ældre borgere at blive boende i vore mindre byer, selv om de ikke har bil eller ikke længere kan køre bil selv, ja så er besparelser på kollektiv trafik den forkerte vej at gå.
Vi kan selvfølgelig diskutere, hvordan vi får den bedst mulige trafikdækning af vore små byer og landområder. Men vi tror ikke den bedst mulige trafikdækning i disse områder opnås gennem nedskæringer.

Enhedslisten har også svært ved at se fornuften i besparelserne på STU (Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse) og SSP-indsatsen. Vi er bange for at det sidste vil betyde svækkelse af den forebyggende indsats. Det kan blive meget omkostningsfuldt, især i en kommune med så mange unge uden for arbejdsmarkedet som Odsherred.

Flertallets budgetforlig har altså en del positive elementer, som Enhedslisten kan tilslutte sig. Men der er også tidsler i forliget, som vi ikke kan se det fornuftige i. Vi vil derfor ved 2. Behandlingen  komme med et par ændringsforslag til budgetforslaget.