Enhedslisten klar til byrådsvalg i Odsherred

Efter afdelingens medlemsmøde 12. marts er EL’s liste over kandidater til det kommende byrådsvalg i november 2013 nu klar.

Spidskandidat er som tidligere annonceret Clark Pratt (Asnæs), der nu får følgeskab af Kim Mariegaard (Nykøbing), Helen Fatum (Rørvig), Peter Heinen (Rørvig), Torben Rahm (Hølkerup) og Peter Petersen (Nykøbing) i nævnte rækkefølge, idet Enhedslisten går til valg på partiliste.

Enhedslisten vil i Byrådet kæmpe for at gøre Odsherred til en grønnere kommune med fokus på Bæredygtighed som et grundlæggende princip. Ligeledes vil Enhedslistens interesse tage sigte på at skabe liv i nærdemokratiet ved at satse på udvikling af sociale miljøer i lokalsamfundene. Og her kommer skoleudviklingen ind som et naturligt element. Enhedslisten vil udvikle skolerne – ikke afvikle dem.

På den jobmæssige front mangler der jobs i Odsherred. Hvorfor der helt konkret er brug for handling. Enhedslisten vil arbejde for, at der investeres i jobudvikling ved at der etableres kommunal produktion – primært på basis af de ressourcer, der allerede er i kommunen. En kommunal virksomhed med bearbejdning og forædling af lokalt producerede økologiske fødevarer ligger lige til venstrebenet set fra Enhedslistens side.