Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten Odsherred og Alternativet ser det kommende valg til byrådet i Odsherred som en anledning til at sætte en ny kurs for vores kommune. Efter fire år med borgerligt styre, er tiden kommet til at rette op på en række af de områder, som dagligt kalder på en indsats. Det ser vi frem til, og vi rækker med dette 11-punktsprogram hånden frem til Socialdemokratiet – sammen vil vi kunne sætte sejl til en bedre fremtid for vores kommune. Vi I være med?
- Skole- og social: Der er brug for nytænkning for skolerne i Odsherred. Vi tænker at vores bygninger må kunne udnyttes bedre og til samspil med andre institutioner – udgangspunkt er en lokal forankret respektfuld social indsats, for unge, for foreninger og idræt. Hjemmeplejen og andre funktioner kan også indtænkes. Bygninger er dyre, de bør derfor kunne udnyttes bedre til fordel for lokalsamfundene – både socialt, velfærdsmæssigt og kulturelt.
- Socialområdet: Forvaltningen skal samles i en fælles organisation under et udvalg, så
tidlige indsatser og mistrivsel blandt unge får det rette fokus – og fanges tidligere.
Familieindsatser, støtte til skolerne og en forenklet visitationspraksis skal udvikles. - Erhverv: Styrket indsats for små- og mellemstore iværksættere, som skal kunne få råd og vejledning fra kommunen til at overkomme bureaukratiske faldgruber, forhindringer og hjælp til at finde vej igennem lovgivning og regler.
- Energi: Vedvarende energi skal indgå i lokalplanerne og tænkes ind som en naturlig del af den nødvendige grønne omstilling. Lokal forankring og medejerskab af VE-anlæg skal sikres på andelsbasis. Kommunen skal gå forrest med opsætning af solceller på egne bygninger og arealer. Vi skal have fastlagt en strategisk energihandlingsplan.
- Trafik: Vi ser for os, at der lægges ’spor’ ud til en Ringbane Vestsjælland, så vi får forbundet Odsherred med Vestsjælland – både af hensyn til beskæftigelse, bosætning og uddannelser. Og vi lægger også vægt på at få skabt flere cykelstier til glæde for borgerne og turisterne.
- Klima: Vi har brug for rent vand i både hane og fjord, så der skal sættes en stopper for
udledninger af kvælstof, som kvæler livet i fjord og hav, og sprøjtning af boringsnære
områder. - Økologi: I alle led, hvor det er muligt, skal der satses på økologi (institutionsmad,
skolebespisning mv.). Der er også gode muligheder for at øge mængden af plantebaserede måltider for at øge sundhed, dyrevelfærd og mindske klimapåvirkning. - Spildevand: For at beskytte vores hav og fjorden, skal der sættes ekstra ind med
udviklingen af en samlet plan for håndtering af spildevand. - Forurening: For at få styr på kvaliteten af vores land og vores vand skal der sættes ind med målinger af omfanget af forurening, f.eks. fra PFAS på land og ved vores kyster. Miljøkontrollen skal styrkes gennem struktureret opfølgning på tilladelser.
- Ældre: Vi bliver flere ældre i årene fremover. Derfor skal vi have kortlagt de økonomiske og rekrutteringsmæssige udfordringer i ældreplejen i fremtiden. Der skal lægges en plan for udbygning af ældreboliger og ældreplejen med bl.a. rekrutterings og trivselsindsatser for medarbejderne. Vikarudgifter skal veksles til faste stillinger og tillæg for arbejde på skæve tidspunkter.
- Økonomi: For længe har kommunens økonomi ikke været håndteret fornuftigt. Derfor skal der styr på økonomien gennem effektiv ledelse på alle niveauer. Den opgave påhviler et kompetent flertal i byrådet efter fire år med zig-zag-kurs.
