Svigter regeringen sit løfte om ophævelse af varighedsbegrænsningen på sygedagpengene?

Af Merete Hornecker, medlem af Enhedslisten Odsherred

Af regeringsgrundlaget fra oktober 2011, fremgår at “Regeringen vil afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge. I stedet vil regeringen styrke den aktive indsats”.

I 2008 og 2009 da den borgelige regering sad ved magten, stillede de 3 nuværende regeringspartier sammen med Enhedslisten beslutningforslag, om ophævelse af varighedsbegrænsningen af sygedagpengene.

I årevis har det været dokumenteret, at en større gruppe personer, helt eller delvist mister deres forsørgelsesgrundlag, når sygedagpengene ikke bliver forlænget, til trods for de ikke er færdig behandlet/udredt.

For de fleste sygemeldte fører ophør af sygedagpenge til usikkerhed for hvad der vil ske i fremtiden, den usikkerhed kan i sig selv være en væsentligt barriere for tilbagevenden til arbejdsmarkedet, i det den sygemeldte bruger mange ressourcer til at spekulere over de økonomiske og helbredsmæssige problemer, det kan føre med sig.

I dag har sygemeldte borgere mulighed for at modtage sygedagpenge i op til 52 uger, før der tages stilling til eventuel forlængelse. Den mulighed bliver forringet i regeringens udspil – hvor perioden nedsættes til 26 uger. Det vil fortsat være muligt at få forlænget sygedagpengene, nu efter 26 uger, såfremt man opfylder betingelserne. Gør man ikke det, overgår man til en ydelse på kontanthjælpniveau, en ydelse der er ægtefælle og formue uafhængig.

Den sygemeldte kan efter 26 uger blive henvist til et ressourceforløb, i den periode det foregår, vil den sygemeldte modtage et beløb der svarer til kontanthjælpssatsen.

Hvis regeringen nedsætter sygedagpengeperioden fra 52 til 26 uger, vil det for mange betyde, at de mister omkring 7.000 kr. om måneden, hvis de ikke opfylder forlængelsesbetingelserne for en af de 7 nuværende regler. I det fremsatte forslag en ny 8. regel, som omfatter specifikke kritiske sygdomme.

At nedsætte perioden fra 52 til 26 uger, er helt uforståeligt, når der ikke følger de nødvendige økonomiske ressourcer med til jobcentrene. Jobcentrene skal gennemføre ressourceforløb for den sygemeldte, bl.a. for at sikre en hurtigere tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

I februar har der i forskellige netaviser været artikler, der omhandler at flere jobcentrenechefer forlader deres stillinger, bla. på grund af de nye arbejdsopgaver jobcentrene de bliver pålagt, uden at der tilføjes flere ressourcer, og nu tilføjes endnu nye opgaver.

Fleksjob og førtidspension reformen betød også flere arbejdsopgaver til jobcentrene, uden der fulgte økonomiske ressourcer med.

Hvornår forstår regeringen at det ikke hjælper borgerne, at pålægge jobcentrene utallige nye arbejdsbyrder uden der følger de nødvendige ressourcer med.

Bragt som Enhedslisten Odsherreds klumme i Nordvestnyt, 27. februar 2013.