Skrot budgetloven

Debatindlæg af Clark Pratt, byrådsmedlem for EL-Odsherred

Corona aflyser og udsætter mange sjove ting, som Vig Festival og forårets konfirmationer, men noget, som ikke lader vente på sig, er budget 2021. I disse dage forhandler regeringen med kommuner og regioner om de økonomiske rammer for det kommende år, og der er meget på spil. Må kommunerne klimarenovere med deres opsparing og må de låne penge til at øge deres velfærdsservice? Lokalt sidder byrødderne klar til at indgå i dialog med vores medarbejdere i administration og i det praktiske arbejde med grøn omstilling, miljøbeskyttelse, kulturformidling, børneinstitutioner, ældre og handicappede, m.m. Dialog som desværre ligner teater, når man forestår hvor alvorligt Danmarks budgetlov hæmmer frihed i de politiske visioner.

Forhandlingerne skal være færdige inden juni. Hvis der ikke kommer penge nok, så betyder det mindre velfærd og færre klimatiltag. Derfor opfordrer Enhedslisten til, at borgerne gør presset på politikerne mere tydeligt. Græsrodsinitiativet “Skrot Budgetloven” holder en markering torsdag den 28.maj foran Finansministeriet, men man kan også fra Odsherred skrive til sine folketingsmedlemmer og regionsrepræsentanter og bede dem at suspendere budgetloven. Ellers, vil der være i gennemsnit ca. 60 mio. kr. i hver kommune, som man reelt ikke må bruge.

Enhedslisten har stillet disse krav:

• Fuld dækning af udgifter i forbindelse med Covid-19
• Det demografiske udgiftstræk skal dækkes fuldt (fx flere ældre = flere penge)
• Penge til stigende udgifter inden det specialiserede socialområde og sundhedsområdet
• Flere penge til anlæg, så kommunerne kan sætte gang i den grønne omstilling
• Suspendér budgetloven for 2021. De omkring 6 mia. kr. årlig overfinansiering, som der ligger i udligningsreformen, skal kommunerne have lov til at bruge.

Budgetloven dikterer, at servicerammen lægger loft over, hvor mange penge kommunerne må bruge på velfærd, og anlægsloftet lægger loft over, hvor meget der må bruges på bygninger, veje osv. Dermed kan vi samlet set ikke bruge alle de penge, der er delt ud i udligningsreformen. Pengene kan lægges i kommunekassen, afbetale gæld eller bruges til skattelettelser. Det er ikke det, der er behov for i de kommuner, som Odsherred, hvor man i årevis har sparet.

Derfor er et af vores krav til KLs økonomiforhandlinger med finansministeren, at budgetloven suspenderes, når kommunerne lægger budgetter til efteråret. Giv lyd fra dig, så politikerne ikke kommer med skuespil en gang til.

30.5.2020