Sammenbrud ikke godt for skolernes fremtid

Af Kim Mariegaard, medlem af Odsherred Byråd for EL

I onsdagens Nordvestnyt kunne man læse, at forhandlingerne om en ny arbejdstidsaftale mellem Odsherred Kommune og den lokale lærerkreds i mandags brød sammen. Og at kommunen nu dikterer at lærernes arbejdstid skal følge Lov 409 om skolereformen.

Det er ikke godt for den fremtidige udvikling af folkeskolen i Odsherred. For at komme frem til en god skole i Odsherred, skal vi have lærerne aktivt med ind i udviklingen af skolerne.

Hvis lærerne efter først at være blevet tromlet ned af sidste års lockout, nu også skal tromles lokalt, tror vi ikke lige, at man skal forvente, at lærerne med åbenhed og fleksibilitet skal gå ind i arbejdet med skoleudviklingen.

Enhedslisten opfordrer derfor parterne til igen at sætte sig til forhandlingsbordet. For at forhandle sig frem til en arbejdstidsaftale, som både kommunen og lærerne kan leve med. En aftale som gør, at forældre f.eks. stadig kan få en samtale med deres børns lærer udenfor “kontortid”.