Af Peter Bomholt Andersen, medlem af bestyrelsen for EL Odsherred
Unge, der starter på arbejdsmarkedet, kan se frem til, at de først kan gå på pension, når de er over 70. Men det gælder slet ikke alle unge.
De højtlønnede bestemmer selv, hvornår og hvordan de vil forlade arbejdsmarkedet. Deres høje indkomster betyder, at de kan opbygge pensionsformuer, der gør dem uafhængige af den officielle pensionsalder.
En del af disse kan også vælge gradvise tilbagetrækningsordninger, hvor de erstatter fuldtidsarbejdet med f.eks. givtige bestyrelsesposter eller konsulentjobs som supplement til deres pensionsopsparing.
Men de, der ikke har den type jobs, er dem, der har kortere uddannelse og er også dem, der har de mest opslidende jobs til de laveste lønninger. Mange af dem vil på grund af nedslidning og helbredsproblemer være henvist til at søge førtidspension.
Når den stigende pensionsalder er klassekamp fra oven, er det, fordi DI og andre arbejdsgiverorganisationer samt borgerlige økonomer hævder, at pensionsalderen skal hæves for at bevare velfærdssamfundet. Nogle af disse økonomer har beregnet, at det vil koste over 40 milliarder i 2050, hvis pensionsalderen ikke hæves. De beregninger tager udgangspunkt i de såkaldte udbudsøkonomiske teorier og er baseret på en mere eller mindre bevidstløs fremskrivning af nutidens forhold.
For arbejdsgiverne er det en fordel, at arbejdsstyrken er så stor som muligt. Så kan virksomhederne få tilstrækkelig arbejdskraft til en for dem attraktiv pris, fordi lønarbejderne er nødt til at acceptere de vilkår, som arbejdsgiverne tilbyder. Altså at arbejdsmarkedet er købers marked. Forbedring af løn- og arbejdsforhold bliver kun relevante i det omfang, det forøger rentabiliteten af produktionen. At arbejdsstyrken er så stor som mulig, betyder ikke at der også er jobs til alle lønarbejdere, det er og har aldrig været arbejdsgivernes problem. De, der ikke er plads til i virksomhederne, må samfundet tage sig af. Hvis den lovpligtige pensionsalder var blevet på de 65 år eller reduceret yderligere, ville arbejdsmarkedet i højere grad blive sælgers marked. Det betyder ikke, at lønmodtagerne vil gå tidligere på pension, hvis løn- og arbejdsforholdene er så attraktive, at det er en fordel at blive på arbejdsmarkedet. Arbejdsgiverne ville derfor være nødt til at gøre deres jobs tilstrækkelig attraktive til at tiltrække og fastholde lønmodtageren ud over den nominelle pensionsalder. Det vil også betyde, at der bliver større interesse for at forebygge den fysiske og psykiske nedslidning igennem hele arbejdslivet, som i udstrakt grad er forbundet med lønmodtageres arbejdsforhold.
Socialdemokratiet siger, at de arbejder for en bedre velfærd for Arne, men så længe de fastholder støtten til det såkaldte velfærdsforlig med en stadig stigende pensionsalder, skader de mulighederne for en reel forbedring af lønmodtagernes arbejdsforhold.
Sig ikke, at der ikke fortsat er klassekamp i Danmark.
Læserbrev i Nordvestnyt, 20. Oktober 2020
