Nej til vederlagsstigninger for byrådsmedlemmer i Odsherred.

Enhedslisten mener ikke at byrådsmedlemmernes vederlag skal stige. I en tid hvor byråd over hele landet jævnligt skærer i kernevelfærden – også i Odsherred – ser vi ingen fornuft i at hæve politiker-lønningerne.

For Odsherreds vedkommende drejer det sig om tilsammen om over en halv million kroner. Penge som kunne gøre større gavn andre steder f.eks. på ældreområdet eller skoleområdet.

Derfor stemmer vi på byrådsmødet 31. Januar for Venstres forslag om at ændre styrelsesvedtægten. Så byrådsmedlemmernes vederlag ikke hæves i forlængelse af borgmesterens lønforhøjelse.

“Hvis ikke Venstre var kommet os i forkøbet, ville vi selv have stillet et lignende forslag. Det lå faktisk allerede i skuffen – næsten klar til at blive sendt afsted”, udtaler Enhedslistens byrådsmedlem Kim Mariegaard.

“Selvfølgelig skal der være et vist vederlag for byrådsarbejdet. Så byrådsmedlemmer for eksempel kan få råd til at gå ned i tid på deres arbejde. Det kan nemlig være nødvendigt for at få det hele til at hænge sammen. Men udover det er det lysten, der bør drive værket. Hvis man brænder for sin sag er det ikke lønnen, der afgør om man stiller op til byrådet” fortsætter Kim Mariegaard.

I Enhedslisten har vi et princip om at ingen skal tjene på at lave politik. Derfor betaler vores medlemmer af byråd og regionsråd også en trediedel af bruttovederlaget i partiskat.

Yderligere oplysninger kan fås hos Kim Mariegaard, tlf. 52535053.