Livskvalitet og handicap

Debatindlæg af Clark Pratt, byrådsmedlem for Enhedslisten-Odsherred

I torsdags (19.8.21) havde Dansk Handicap Forbund (DHF) Odsherred inviteret bredt og vidt til et møde om “Livskvalitet og handicap”. Der var tre meget indholdsrige og spændende indslag, men desværre blev jeg som politiker og repræsentant for Enhedslisten bekræftet i mit syn på, at der er en krise i vores velfærdsstat og i vores indsats for og med folk med funktionsnedsættelser.

Monica Lylloff, mor til tre børn med handicap og/eller diagnoser, og medstifter af #enmillionstemmer, gav en både rørende og chokerende beretning om hendes oplevelse af “systemet”. Jeppe Kerckhoffs, politisk chef for DHF, gav et overblik over hvorfor de folk, som har en funktionsnedsættelse og de folk, som kæmper i solidaritet med handicapområdet, oplever vores indsats i Danmark som en krise. Danmark har så mange ressourcer og er sådan et rigt land, men vi prioriterer meget forkert ifm. mange sociale områder, ikke mindst handicapområdet.

Landsformand Susanne Olsen fortalte om de mange indsatser og det paradigmeskifte, hun havde oplevet i sit liv, og om hvor mange årtier, der gik, før hun følte at hun var den, der bestemte over kvalitet i sit liv. Der er alt for mange mennesker i Danmark, som bliver objekter i velfærdsomrokeringer, besparelser, silo-tænkning og markedsføring af empati. Disse mennesker har ret til selvstændighed og respekt og den tilhørende frihed til at skabe og styre deres hverdag.

Hvad vil jeg arbejde med i Byrådet i de kommende måneder? At prøve at vende disse dårlige tendenser:

1) Den manglende retssikkerhed, som så mange borgere med udfordringer oplever – der skal være meget mere vejledning (skrevet og talt på hverdagsdansk) så det ikke kun er de folk, som har stor viden og stor udholdenhed, som får støtte til et liv med kvalitet

2) Der er en alt for høj omgørelsesprocent i sager, hvor kommunen skal yde noget for borgerne – for mange forvaltninger sætter budgettet over menneskerettigheder, omsorg og solidaritet

3) Dårlig kommunikation og forventningsafstemninger. De gode relationer mellem de offentlige ansatte og (og politikerne) og borgerne skal genskabes med en større portion tillid og bedre normering – der er for mange sager per sagsbehandler og der er også for få borgerrådgivere til at reformere/revolutionere systemet

Tak til Dansk Handicap Forbund Odsherred for deres store indsats. Bliv ved, bliv ved.

Clark Pratt, Odsherred Byråd og Børne- og uddannelsesudvalg for Enhedslisten
Nekseløvej 13, 4534 Hørve