Lidl-lokalplan vedtaget

På byrådsmødet d. 16. september vedtog byrådet, at Lidl kan bygge et nyt supermarked i Havnegade i Nykøbing. Kun EL og SF stemte imod. Her er den tale som Kim Mariegaard, Byrådsmedlem for Enhedslisten, holdt til dette punkt.

Selvom vi da godt kan se, hvor det bærer hen, må Enhedslisten også denne gang gå imod denne lokalplan.
Lokalplaner er som ordet siger en del af en planlægning. Planlægning (også lokalplanlægning) er et forsøg på at påvirke udviklingen i et område, en landsby eller en by i den retning, vi politikere gerne ser, udviklingen skal bevæge sig.
Her er der ikke tale om megen planlægning. Men snarere en halsen efter en udvikling bestemt af andre kræfter. Og så må gamle bygninger og bymiljøer vige pladsen – for udviklingen kan tilsyneladende ikke stoppes.

Men måske skal vi lige stoppe op for at se på, hvad det er for en udvikling af Nykøbing centrum, som er ved at ske lige nu. Og som vil blive forstærket med denne lokalplan for endnu et stort lavprissupermarked i Havnegade.
Med nedrivningen af to bygninger mod Havnegade – og erstatningen af dem med parkeringspladser (som måske endda er unødvendige) ødelægges ideen med at etablere Kulturstrengen, som skulle forbinde Algadeområdet med Havneområdet. Kulturstrengen skal leve på bymiljø – men her bliver miljøet fjernet. Og Kulturstrengen bliver afbrudt af et forblæst hul.

Al dagligvarehandel er ved at blive rykket væk fra området langs med og omkring Algade. Dermed trækker vi både lokale borgere og turister væk fra gågaden og det købstadsmiljø, som er i Algade og området umiddelbart omkring den. En udvikling som falder meget dårligt i tråd med en af anbefalingerne i den Realdania-rapport, byrådet er blevet præsenteret for – og som er en del af arbejdet med en vision for Odsherred frem mod 2025. Her anbefaler man faktisk at arbejde frem mod Nykøbing som Odsherreds hovedstad. Netop på grund af byens unikke købstadsmiljø, som tiltrækker turisterne.
Derfor kan vi da heller ikke se det fornuftige i at smadre det gamle bymiljø i Nykøbing centrum. Og det er det, der vil ske ved nedrivningen af bygninger ud mod Havnegade – for at erstatte dem med en kvadratisk legoklods af et supermarked og en gold parkeringsplads. Det vil ødelægge bygningsmiljøet omkring stationspladsen. Her bør mindst 1897 villaen tættest på banen bevares.

Enhedslisten er altså enig i de indsigelser, der er kommet i høringsfasen. Og vi finder da især Kurt Sørensen’s indvendinger meget seriøse og gennemarbejdede. Vi kan da også se, at der er lavet en enkelt ændring af lokalplanen. (Med beplantning af træer af en vis højde ud mod Havnegade – og dermed en delvis lukning af det hul i gadebilledet, som etableringen af parkeringspladsen giver årsag til). Det ændrer bare ikke meget på øde-læggelsen af området.

Derfor kan Enhedslisten stadig ikke være med til at godkende denne lokalplan.