Kræv folkeafstemning om finanspagten – Skriv under !

Mens EU’s nye økonomiske traktat, finanspagten, er i støbeskeen, indsamler EL underskrifter for en folkeafstemning.

Hvis Danmark tilslutter sig finanspagten, mister vi muligheden for at føre vores egen finanspolitik og forpligtes samtidig til at føre en konservativ nedskæringspolitik.

– Enhedslisten er imod finanspagten, fordi den gør nedskæringspolitik til lov, og fordi den ikke vil få os ud af krisen. Vi kan ikke spare os ud af krisen. Vi har brug for at skabe arbejdspladser og sætte gang i økonomien, siger Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen.

Sammen med Folkebevægelsen mod EU indsamler Enhedslisten underskrifter for en folkeafstemning om finanspagten. Underskriftindsamlingen er et blandt mange initiativer, der skal råbe regeringen op.

– Den danske befolkning har allerede sagt nej til Euroen to gange og dermed også sagt nej til, at EU skal bestemme over den danske finanspolitik, påpeger Nikolaj Villumsen.

Læs mere på www.eu.enhedslisten.dk, hvor du også kan skrive under på kravet om en folkeafstemning om finanspagten.

Vil du gerne hjælpe med at samle underskrifter, kan du hente en underskriftsliste her.