Kommentar til forliget om Odsherred Kommunes budget

Af Kim Mariegaard, kontaktperson for Enhedslisten – Odsherred. 

9. september blev der indgået budgetforlig mellem alle partier i Odsherred Byråd. På EL-Odsherreds medlemsmøde d. 11. september (og igen på vores bestyrelsesmøde 17. september) blev budgetforliget diskuteret.

På disse møder var der enighed om at udtrykke følgende betænkeligheder ved budgetforliget og processen frem mod det.

  • EL Odsherred finder det demokratisk betænkeligt, at hele forløbet om Odsherreds budget er forbi, før man som borger opfattede, at det var begyndt. De sidste 2 år er budgetforlig i Odsherred indgået før budgetforslaget i det hele taget er forelagt byrådet til 1. behandling. I år 9 dage før byrådets førstebehandling d. 18. september. Borgerne har altså ikke haft mulighed for at få indsigt i påtænkte nedskæringer med betydning for deres liv – og gøre indsigelse mod disse – før samtlige partier i byrådet bastant melder ud, at beslutningerne er taget.
  • EL Odsherred er betænkelig ved de meget løse formuleringer om særligt fokus på det specialiserede sociale område.Odsherred Kommune bruger 600 millioner kroner (godt 1/4 af budgettet) på det specialiserede sociale område, og kommunen har et væsentligt højere udgiftsniveau end sammenlignelige kommuner. Partierne bag forliget er enige om, at Direktionen får ansvaret for en kulegravning af det specialiserede socialområde, med henblik på at nedbringe disse udgifter væsentligt.Vi er i EL Odsherred helt med på, at hvis der bruges en masse midler på transport og køb af ydelser fra andre kommuner på området, skal det altid vejes op imod, om vi i Odsherred kommune kunne levere samme eller bedre service over borgerne for mindre midler. Men der må ikke blive tale om en rå spareøvelse, som især kommer til at gå ud over svage brugere, som ikke selv kan sige fra.
  • EL Odsherred er også stærkt betænkelige ved, at partierne bag forliget ønsker særligt fokus (læs “at spare”) på udgifterne til specialundervisningsområdet. Vi mener en sådan spareøvelse nemt kommer til at stå i modsætning til kommunens mål om, at flere unge skal guides videre til en uddannelse. Og grundlaget for det lægges i folkeskolen.
  • EL Odsherred vender sig imod den planlagte “markedsprøvning” af Vej og Park. Markedsprøvning er et andet udtryk for, at byrådsflertallet arbejder hen i mod en privatisering af Vej og Park. Og EL Odsherred er modstandere af at privatisere kommunale ydelser.

Odsherreds budget blev førstebehandlet 18. september. 26. september er sidste frist for ændringsforslag fra administrationen og partier. Budget vedtages endeligt af byrådet 9. oktober.