Af Thorkild Brandt-Hansen, bestyrelsesmedlem i EL Odsherred.
Så kom finanslovsaftalen i hus. Regeringen og Enhedslisten (EL) indgik en aftale, som har plusser og minusser. For EL blev det vedtaget – måske for sidste gang – med det alleryderste af neglene. Dagpengespørgsmålet har ikke fundet en permanent løsning for de dagpengemodtagere, der står til at falde ud af systemet fra nytår. Der er indgået en aftale for dagpengemodtagere, der bl.a. betyder, at ledige, hvis dagpengeperiode udløber i første halvår af 2013, får ret til et halvt års kontanthjælp, når dagpengene slipper op. Det kræver blot, at dagpengemodtageren siger ja til et uddannelsesforløb.
Regeringen er glad og tilfreds. Problemet er bare at Akutpakke 1 og 2 er varm luft uden garantier for den enkelte. Den har mere betydning for regeringens eget image og ansigt udadtil. Derudover har man blot foretaget en udsættelse af problemløsningen.
Valget stod derfor mellem pest eller kolera. Enten en blå finanslov, hvor tusindvis af mennesker vil falde helt ud af dagpengesystemet.
Eller en lyseblå finanslov, hvor en midlertidig løsning – på kun 6 mdr. – udsætter og lemper katastrofen for den, der vil falde ud af dagpengesystemet.
Så en genforhandling af dagpengeområdet er uomgængelig.
I et såkaldt civiliseret velfærdssamfund som det danske må det kaldes helt utilstedeligt at en borger kan risikere at måtte gå vejen fra lønarbejde over intet-arbejde, dernæst til dagpenge for til sidst at ende på slet ingen penge!
Enten må man tilbydes et job, en uddannelse eller også beholde retten til dagpenge.
Hvis man i stedet kører den blå vej og fratager den enkelte sin ret til forsørgelse, har man valgt et direkte ondt system, der gør det enkelte menneske overflødigt og fuldkommen ligegyldigt. Det kaldes med et fremmedord for totalitarisme! For totalitarisme kommer fra det offentlige rum og udsletter det private rum, eftersom forsørgelsesgrundlaget er væk.
Dybest set betyder det: at for at have ret til at leve, må man gøre sig fortjent til at leve. Dette kan man kun opnå ved at forpligte sig til at arbejde. I vores samfund, hvor markedsøkonomien er styrende, betyder det, at markedet er bestemmende for, om man kan bruges, være nyttig eller kan stå til rådighed.
Alle er således underlagt et krav om at lade sig beskæftige.
Såfremt markedet ikke har den fornødne beskæftigelsesmulighed, og man derfor udelukkes, kan det så virkelig passe, at man skal opfylde et krav, der er en umulighed? Man er pålagt et krav om at arbejde, men det findes ikke! Alligevel kan man ende med at miste sit forsørgelsesgrundlag.
Magthaverne fastholder stadig billedet af et for længst forsvundet samfund baseret på arbejde og fuld beskæftigelse. Man fornægter at samfundet består af arbejde og fraværet af arbejde. Derfor bliver mange skæbner ofret i kampen mod denne indbildte modstander. Det er politisk hykleri, når politikere foregøgler befolkningen, at fuld beskæftigelse kan ses ude i horisonten. Måske i 2020!
Kan det virkelig passe, at hykleriet omkring dagpengespørgsmålet bliver belønnet af vælgerne?
Kristian Thulesen Dahl (DF) har stået fadder til ideen om forringelserne. I dag kan han ” godt se, at ideen var barslet under højkonjunktur og høj beskæftigelse.” Modsat situationen i dag.
Ved finanslovsforhandlingerne var der intet forslag om at fjerne forringelserne fra DF’s side. Det parti, der ser sig selv som de svage og udsattes bannerfører, er med til at gøre de svage svagere!
Hvad siger vælgerne? 2,2 % fremgang!
Kan det virkelig passe, at Lars Løkke Rasmussen (V) på spørgsmålet om dagpengeforringelserne kan slippe godt af sted med på TV at svare: “Det har jeg det godt med.”? – Formodentligt, for V har 30,7 % ved sidste Gallupmåling!
Måske har vælgerne læst skriften på væggen? Historisk er det moderne samfund i en helt ny situation. For første gang er hele befolkningen ikke nødvendig for det mindretal, der sidder inde med magten. Nogle kan undværes og udgør en overflødig udgift for dem. De arbejdsløse miskendes derved som borgere, for de betragtes jo som undværlige. Samtidig er de paradoksalt nok uundværlige, for de skaber frygt i den arbejdende del af befolkningen: frygt for både lønnen og arbejde. Således kan lønnen holdes nede og arbejdstiden sættes op.
Hvis man vil se, hvordan disse mekanismer udfolder sig, kan man dagligt følge udviklingen i SAS.
Regeringen, hvis mantra er at skabe job, har blåstemplet nedlæggelsen af adskillige arbejdspladser. Til gengæld skal de, der bliver tilbage, gå op i tid og ned i løn. Alle må forstå – håber magthaverne og aktionærerne – at det er for at skabe en sund forretning. Oversat betyder det, at SAS nu skal til at give overskud. Der kalkuleres med en profitrate på intet mindre end 8 %.
Kan det virkelig passe, at en virksomhed, der hviler på skatteborgernes penge, behandler sit personale så brutalt ud fra rent markedsøkonomiske kalkulationer om profit? – Penge er målet.
Alt peger i retning af, at hensigten er at gøre SAS salgbar. Man har udeladt at inddrage en samfunds- og menneskeøkonomisk tænkning. Her er penge i stedet midlet.
Forannævnte skal illustrere, at vi er inde ved helt centrale forhold for borger og samfund.
Derfor vil Enhedslisten intensivere arbejdet omkring de grundlæggende samfundsspørgsmål.
Ovenstående var EL Odsherreds klumme i Nordvestnyt, 15. november 2012.
