Tegning Niels Knudsen/Gylle.dk
Jeg spørger, fordi det er gået op for mig i al sin gru, at fødevarer fra konventionelt dyrkede landbrug indeholder sprøjtegifte og ofte også mange forskellige sprøjtegifte.
Sig mig, er det ikke fuldstændigt hen i vejret?
Det er ingen trøst, at der i dansk konventionelt dyrket frugt og grønt er betydeligt færre sprøjtegifte, for vi importerer langt de fleste grøntsager. Så kun i ringe grad har vi mulighed for at undgå de mange sprøjterester i konventionel dyrket grøntsager, plus at kun 10 % af landbruget i Danmark er økologisk.
Udviklingen af det landbrug vi har i dag er sket indenfor de sidste 50 – 60 år, det er blevet til en industri med store maskiner, tonsvis af gift på markerne, mange dyr der aldrig kommer ud, fødevarer der transporteres over store afstande og pakkes ind i plastik. Vi aner knapt nok hvorfra vores fødevarer kommer fra.
I Odsherred har vi mange mindre landejendomme, hvor man gerne vil invitere naturen ind, det er rigtig godt for naturen mangler plads. Men jeg så også gerne en opblomstring af lokalt dyrkede fødevarer, uden brug af gift og kunstgødning.
For det er på tide at sadle om og måden hvorpå det kan gøres ligger lige for.
I Enhedslisten ønsker vi en omlægning til naturnært regenerativt landbrug uden brug af sprøjtegifte og NPK gødning. Et landbrug der værner om naturen, slipper dyrene ud på grønne arealer og som producerer mad direkte til mennesker, mad der produceres i nærheden af dig.
Regenerative jordbrug blomstrer op mange forskellige steder i Danmark, USA og i Europa de modtager ikke hektarstøtte, fordi de falder uden for reglerne, vi i Enhedslisten synes det er uretfærdigt.
De genopbygger jorden, som under traditionel dyrkningsmetode mister sin frugtbarhed, de giver plads til den vilde natur, så biodiversiteten er i top. Og der skal dyrkes meget mad på denne klode, fordi vi er blevet så mange munde at mætte.
Derfor skal vi ikke have så mange dyr i landbruget, det tager alt for meget plads at dyrke foder til dyrene både i vort eget land og i de lande hvorfra vi importerer soja som dyrefoder. Pladsen skal bruges til at dyrke mad direkte til mennesker, på den måde kan vi brødføde mange flere end det konventionelle landbrug kan.
Joan Augustenborg
Kandidat Enhedslisten Odsherred KV25

