Hvor er den gode julestemning … har vi glemt nogen?

Lørdag d. 17. december sætter vi fokus på de økonomiske og menneskelige konsekvenser af regeringens asociale politik med dens mange fattiggørelsesreformer. 

Vidste du at 43.000 børn i Danmark er ramt af kontanthjælpsloft og andre nedskæringer i vores velfærdsystem?

Er det dine børn, deres klassekammerater, din nabos børn?
Kan du se, hvad der er ved at ske for dine venner, som bliver ramt af sygdom eller risikere at miste deres hus?
Vær med til at gøre opmærksom på de økonomiske konsekvenser af regeringens asociale politik og resultaterne af deres fattiggørelsesreformer lørdag d. 17. december i Nykøbing.

MØD OS PÅ GÅGADEN I NYKØBING KL. 10-12 (ved Runddelen) til en snak over en kop kaffe og lidt julebag.

GRATIS JULEFROKOST FOR REFORMRAMTE I AKTIVITETSCENTRET VED BIBLIOTEKET KL. 12-14, hvor vi også kan få en snak reformramte og sympatisører imellem om hvordan vi kommer videre.

Med kontanthjælpsloft, integrationsydelse og 225 timers reglen følger fattigdom og bolignød. Det rammer især børnefamilier og de mange syge, som i forvejen er hårdt presset, da det nu er blevet næsten umuligt at få tilkendt en førtidspension.

Med fattigdom følger social udstødelse. Børns muligheder for at klare sig godt i voksenlivet forringes væsentligt. Syge mennesker, som ikke er i stand til at klare et arbejde, får nogle livsvilkår, vi ikke kan være bekendt. Folk må flytte på landet, ikke fordi de ønsker det, men fordi det er for dyrt at bo i byen. På længere sigt får vi et mere utrygt samfund at bo i for os alle.

Kontanthjælpsloftet trådte i kraft d. 1. oktober 2016: det sætter en øvre grænse for, hvor meget en person kan få i ydelse fra det offentlige. Rammer man det loft, forsvinder retten til særlige ydelser som f.eks. boligstøtte. De nye regler vil især ramme den enlige forsørger.

Integrationsydelsen trådte i kraft 1. september 2015 for ny-tilflyttere og 1. juli 2016 for folk i Danmark, som indenfor de sidste 8 år har været ude af landet i sammenlagt mere end 1 år. Integrationsydelse svarer til godt halvdelen af, hvad man kan få i kontanthjælp.

225 timers reglen – hvis man ikke har arbejdet 225 timer i et ordinært job i løbet af et år trækkes man yderligere 1000 kr. om måneden i ydelse.

Hvad kan vi gøre?
• Fortæl den sande historie om den virkelighed, som vores medborgere står i!
• Giv den nedgørende retorik modstand!
• Arbejd sammen om at finde lokale muligheder ift. bolig, arbejde og netværk for de mange, som nu kommer ud på kanten!
• Arbejd massivt i hele landet for at lov om kontanthjælpsloft og lov om integrationsydelse bliver lavet om! Lad os sammen få anstændigheden tilbage!

Har du lyst til at være med i et netværk som bekæmper en politik som øger fattigdom, kontakt Enhedslisten Odsherred ved Clark Pratt (tlf. 8171 3286) eller Reformramte i Odsherred ved Kaj Pedersen – begge på Facebook.