Hvad handlede Afghanistan om?

Kommentar af Clark Pratt, byrådsmdlem for Enhedslisten-Odsherred

Som historielærer har jeg den vigtige opgave at støtte eleverne i at tænke kritisk og at søge kilder for at skabe egen analyse af historiske mønstre og begivenheder. I disse uger bliver vi bombarderet med nyheder om Afghanistan som er alt for ukritiske og systemtro i “analysen” af, hvorfor “vi” var i Afghanistan og hvorfor det ikke blev det stabile demokratiske samfund, vi forstillede os.

Der findes alternative synspunkter, som jeg mener, både børn og voksne i Danmark skal kunne overveje – især hvis vi skal tage ansvar for vores fremtid og tage afstand fra “krigen uden ende” som har påvirket den vestlige verdens historie i over 100 år.
Her er en kort analyse fra Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm:
“Endelig så står den sidste tids hektiske exit fra Afghanistan som endnu et eksempel på, hvor dårlig forståelse og analyse af situationen i Afghanistan både USA, Danmark og andre allierede har haft…Vi gik ind i en besættelse, hvor man slet ikke havde kendskab nok til forholdene i Afghanistan. Man kan ikke lave de nødvendige politiske forandringer via militær vej, og man forpassede chancen for at forhandle med Taleban i de tidlige år af krigen, og støttede brutale og voldelige krigsherrer, som befolkningen også led under. … Danmark skal engagere sig i verden og vi skal kæmpe mod undertrykkelse, men den blinde tro på at de militære operationer kan løse problemerne og at demokrati kan påtvinges udefra må stoppe nu.”

Her er min analyse: Hverken USSR eller USA’s besættelser af lande har nogensinde handlet om menneskerettigheder, sameksistens mellem etniske grupper, eller om at vinde krigen mod terror. Det har handlet om storhedsvanvid, grådighed, og stabilitet for økonomiske interesser. Afghanistan deler grænser med Iran, Turkmenistan og Usbekistan som til sammen har fem gange så meget naturgas som USA. At have indflydelse i Centralasien er væsentligt, hvis man vil konkurrere med Rusland, Kina, Pakistan (alle magter, som har mange kernevåben) og sikre at verdens elite har den livsstil, de er vandt til. Det er fuldstændig ligegyldig for verdenseliten om piger i Afghanistan går i skole eller om den ene eller anden muslimsk gruppe har magten (de fleste er tidligere trænet af CIA).
Lad os ikke fortryde, at vi har trukket militæret ud af Afghanistan, men lad os heller ikke være naive omkring, hvorfor vi var der sammen med storebror USA og hvad der skal til for at lave en ny udenrigspolitik baseret på solidaritet og menneskerettigheder.