Grevinge Skole lukkes

Byrådet besluttede på sit møde 26. April at lukke Grevinge Skole som folkeskole. Kun Enhedslisten stemte imod lukningen. Vores byrådsmedlem, Kim Mariegaard, holdt denne tale under behandlingen af punktet.

Enhedslisten kan ikke tilslutte sig forslaget om at nedlægge Sydskolens afdeling i Grevinge som folkeskole

Vi er ikke en del af aftalen, fordi vi er overbeviste om at lukningen af skolen vil få stor betydning for Grevinge/Herrestrup som levende lokalsamfund.
Skolelukningen vil betyde meget for tilflyttende børnefamiliers lyst til at bosætte sig i lige disse to byer.
Børnefamilier vil nemlig helst bo i områder, hvor der er gode institutioner og skoler i umiddelbar nærhed. Enhedslisten vil gerne udvikling af vores mindre byer. Her er bevarelse af den lokale skole en vigtig brik.
I Enhedslisten mener vi, at de små samfunds skoler er vigtige at holde liv i. En lokal skole er nødvendig for at tiltrække og fastholde børnefamilierne samt helt afgørende for opretholdelse af fællesskabet og bevarelse af et lokalsamfund.

Der er ikke nogen logik i at lukke skoler, når vi samtidig arbejder på at udvikle vores mindre byer og gerne vil have tilflyttere (helst yngre børnefamilier) til at bosætte sig i de samme byer.

Sjovt nok fremlagde de partier, som nu vil lukke Grevinge Skole, lignende synspunkter under valgkampen op til den nuværende byrådsperiode. Det blev også sagt, at nu var der fundet frem til en skolestruktur, som kunne holde en del år frem. Og nu skulle der herske ro om skolerne, så de fik fred til at udvikle sig.

Der skete bare det, at samtidig med vores egen nye skolestruktur, skulle skolerne også implementere den landsdækkende skolereform. Det skulle altsammen ske ovenpå en hård arbejdskamp om lærernes arbejdsvilkår. Vi ved alle at alt dette blandt andet har medført udskiftninger både blandt lærere og ledere.

En af begrundelserne for at lukke Grevinge skole har været at forældre i området søger andre skoler – med faldende elevtal til følge. Nogen har hævdet at skolens bestyrelse har haft en lang periode til vende denne udvikling. Med det før nævnte in mente vil vi sætte et stort spørgsmålstegn ved, om de har haft den fornødne ro til det. Meget tyder jo på, at udviklingen er ved at vende. Og skolen har faktisk opnået ret flotte resultater i ministeriets trivselsmålinger. Så hvorfor ikke holde fast i at skolerne skal have en længere periode til at udvikle sig.

Flertallets beslutning er også begrundet i at regeringens omprioriteringsbidrag tvinger Kommunen til at tage nogle svære beslutninger om, at der skal spares 43 mio. i budgettet frem til 2019. Hele besparelsen skal ifølge byrådsflertallet allerede færdigforhandles i 2016. Selvom det ikke vides om alle pengene, eller bare nogle af dem, tilbageføres til kommunen.
Meget tyder på at alle pengene kommer tilbage til kommunerne. Men har man først lukket en skole, kan den beslutning ikke gøres om igen, når pengene i løbet af foråret 2017 kommer retur til kommunen.

Vi skal altså passe på at udviklingen af vores skoler (og vores lokalsamfund) kommer til at blive et resultat af hovsaløsninger.
Vi har da også bidt mærke i, at flere af høringssvarene til denne sag efterlyser en overordnet vision og plan for udviklingen af vores skoler.
En sådan visionsplan hverken kan eller skal udvikles i lukkede politiske fora. Det skal ske i dialog med ikke bare skoleledere, lærere og forældre – men også i høj grad med alle borgere i de lokalsamfund, skolerne er en del af. Lad os dog få gang i en bred dialog med befolkningen, om hvordan, der kan investeres i en fremtid også for borgere i de “udkantsområder” i Odsherred, vi risikerer at skabe.