FN-dag for social retfærdighed

Mandag d. 20. februar var Enhedslisten og SF gået sammen om at markere dagen foran Asnæscentret. Der var taler af Arne Mikkelsen (SF), Clark Pratt (EL) og Kaj Verner Petersen (kontantHjælpsmodtager). Nedenfor bringer vi Kaj’s tale:

Engang var fattigdom og social ulighed noget med det rige Nord og fattige Syd.

Nu samler vi ikke kun ind til de fattige i Afrika, men også de fattige i Danmark.
I dag er fattigdom og social uretfærdighed også noget vi taler om i Europa og USA.
Overalt er forskellen på rig og fattig bare blevet større og større.
Er det fair, at 8 mennesker netto tjener ligeså meget som halvdelen af jordens fattigste befolkning?

I Syd og Øst Europa er folk gået på gaden og demonstrerer. I Rumænien har folk nu demonstreret i 3. uger.
I Grækenland, Italien, Spanien har der også været stigende social uro.
I England er der protester imod EU. I USA er der protest bevægelser. Trump og Sanders.
I Danmark, – her sker ingen ting. Jo, nogle protesterer ved at stemme på DF og Nogen ved at stemme på Alternativet.
Men hvor er de røde flag? Hvor er fagbevægelsen?

Klassekampen i Danmark er aflyst. Fagbevægelsen og gamle venstrefløjs partier er uddøde.

I dag føres kampen på Facebook. Hvor syge, fattige og arbejdsløse holder fanen oppe.
Dem der er ramt af fattigdoms reformerne. Dem der er ramt af kontanthjælploftet, 225 timers reglen, lavere integrations ydelse…

Det er VI fattige og syge der fører an i dagens klassekamp. Vi kæmper ikke kun imod magt eliten, regeringen og social demokratiet. Vi kæmper også imod arbejderklassen, middelklassen, fagbevægelsen, venstrefløjs partierne, hr. og fru Danmark, og medierne.

Eller rettere vi kæmper om opmærksomheden, hos de nævnte grupper, der hellere vil debattere terrorisme, flygtninge, muslimer, end at debattere fattigdom og velfærd.

Vi kæmper imod den uvidenhed der er om fattige i Danmark. At vi bliver ydmyget, pint, straffet fordi vi er arbejdsløse.
Hr. og fru Danmark tror på regerings løgne, at vi alle er dovne Robert og fattig Carina.
At der er arbejde til dem der vil arbejde. At vi kan blive raske ved at tage arbejde, at vi vil komme i arbejde, hvis man gør os fattigere. At tillid er godt, men kontrol er bedre.

Det er løgne som det er lykkedes at overbevise dansker om er rigtige.
Løgne der skal legalisere at der tages fra de fattige og gives til de rige.

Aldrig har der været så stor forskel på rig og fattig, som i dag. Aldrig har eliten stået stærkere og fagbevægelsen, venstre orienterede og de små i samfundet stået svagere.

Hvad er der brug for. Hvordan kommer vi videre?
Fagbevægelsen og de rød-grønne partier må ind og bakke op om alle de syge, fattige, arbejdsløse aktivister, der dagligt kæmper store kampe på Facebook.
VI kan ikke komme ud over rampen, væk fra Facebook og ud i den virkelige verden, hvis ikke fagbevægelsen og de rød-grønne partier aktivt støtter op om vores kamp.
For vores kamp er også jeres kamp.
Fortsat god international dag.