Få nu mødre og børn hjem fra fangelejre i Syrien

Af Peter Bomholt Andersen, bestyrelsesmedlem i EL-Odsherred

Skal børnene hjem fra fangelejrene i Syrien? Regeringen og Folketingets partier, undtagen Enhedslisten, DF og Nye Borgerlige, har nedsat en såkaldt taskforce til at undersøge mulighederne for at hente de danske børn hjem fra fangelejrene. Regeringen og i hvert fald nogle af de borgerlige partier har stillet krav om, at børnene skal hjem uden deres mødre. DF og Nye Borgerlige vil slet ikke have børnene hjem, fordi de mener, at mødrene vil følge med. Tilbage er Enhedslisten, der mener, at både børnene og deres mødre skal hentes til Danmark. Det mener de, fordi det er den eneste løsning, der er i overensstemmelse med internationale konventioner og ikke mindst, fordi denne løsning også er den eneste, som det kurdiske selvstyre, der bevogter lejrene, kan acceptere.

De partier, der argumenterer for, at børnene skal hentes til Danmark uden mødrene, er altså ude af trit både med kurderne og de internationale konventioner. De argumenterer med, at hvis mødrene kommer med, udgør de en potentiel terrortrussel, men det bliver modsagt af snart sagt alle eksperter og efterretningsvæsener, der mener, at de børn, der vokser op i fangelejrene eller i IS-træningslejre, potentielt udgør en væsentlig større terrortrussel. Så hvorfor i alverden holder de partier med Socialdemokratiet i spidsen fast i en så åbenlyst fejlagtig påstand?

En dårlig sag for Danmark
Vores statsminister er jo ikke så indskrænket, at hun ikke kan se, at Danmark har en dårlig sag, hvis vi ikke kan påtage os ansvaret for egne borgere. Er det så på grund af stædighed, at hun holder fast i et åbenlyst fejlagtigt standpunkt? Det sidste kunne måske tænkes, men det mest sandsynlige nok er, at Socialdemokratiet og for den sags skyld også Venstre er så bange for at miste stemmer til den højrefløj, der tilsyneladende stadigvæk dominerer integrationsdebatten, at de er villige til at komme med argumenter, som at mødrene udgør en potentiel terrortrussel, hvis de kommer til Danmark sammen med deres børn. Vil de kvinder alligevel ikke på alle måder og med alle midler, også illegale, forsøge at blive genforenet med deres børn? Det kan godt være, at DF og Nye Borgerlige tror, at man ikke kan komme illegalt ind i Danmark, men det regner jeg da ikke med, at hverken Socialdemokratiet eller Venstre mener.
Brokker skiftende danske regeringer sig i øvrigt ikke over de lande, der ikke vil modtage de af deres statsborgere, som Danmark forsøger at hjemsende? Hvem siger i øvrigt, at kurderne vil blive ved med at være fængselsbetjente for vores statsborgere?