Enhedslisten og kommunebudgettet for 2019

Tirsdag d. 11. September havde byrådet 1. Behandling af budgettet for 2019. Nedenfor følger den tale Enhedslistens byrådsmedle, Clark Pratt, holdt på mødet:

Enhedslisten kan ikke tiltræde forslaget til budgetforlig for 2019.

Der er da flere elementer i forliget vi gerne vil bakke op om, det gælder bl.a. at der er lagt op til at der skal foretages et mærkbart løft i indsatsen for demente og pårørende. Det er også vigtigt med flere medarbejder i familiesagsbehandling og flere ressourcer til almennyttige boliger.

Men vi har hele tiden været uenige i besparelserne indenfor den kollektive trafik som er med til at finansiere det foreliggende budgetforslag, besparelserne her vender den tunge ende nedad og vil fremme privatbilismen, hvilket vi som et grønt parti er modstandere af.

Det fremgår endda af Sundhedsprofilen, at Odsherred Kommunes geografiske størrelse og store afstande spiller en afgørende rolle for, hvorvidt borgerne benytter sig af de indsatser, der er til rådighed. Markant mange borgere tilkendegiver, at de ikke benytter sig af sundheds- og kulturtilbud og afstår fra at besøge familie og venner pga. transportudfordringer.

Dårlig kollektiv trafik fører altså også til dårlige sundhedsforhold for vores mest ressourcesvage borgere.

Vi mener heller ikke at det foreliggende budgetforslag adresserer kommunens største og alvorligste udfordringer. Det er udfordringerne indenfor daginstitutions- og skoleområdet. Vi har stadigvæk alt for få unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse. Det forhold kræver en markant indsats, der ikke håndteres blot med at ændre skolestrukturen.

Den grønne omstilling som kommunen i hvert fald på papiret vil arbejde for genfindes heller ikke i budgetforslaget. Af ovennævnte grunde kan vi ikke tilslutte os forligsaftalen og forbeholder os hermed også retten til at fremsætte ændringsforslag ved andenbehandlingen af det foreliggende budgetforslag