Enhedslisten – Odsherred tvunget til at trække spidskandidat

Pressemeddelelse fra EL-Odsherreds bestyrelse

Clark Pratt, Enhedslistens spidskandidat til Kommunalvalget i Odsherred, må ikke stille op til valg i år. Ifølge reglerne for valgret og valgbarhed, kan ikke-danske statsborgere, som har opholdstilladelse og bopæl i Danmark, men som ikke har været i Danmark uafbrudt i tre år op til et valg, ikke deltage i kommunal- og regionsvalg. Clark Pratt, som er U.S. statsborger, og hans kone arbejdede som frivillige i Belize i skoleåret 2011-12, hhv. som skolelærer og sygeplejerske, mens deres 3 børn gik i skole i Belize. De blev alle slettet fra folkeregisteret i de måneder, de ikke var i Danmark, og det betyder, at treårsreglen ikke kan overholdes.

“Det virker meget mystisk, at der køres en stor kampagne for at få flere folk til at stemme til kommunalvalg samtidigt med at individer som arbejder, betaler skat og ejer hus i kommunen bliver frataget stemmeret fordi de prøver at give en hjælpende hånd et andet sted i verden. Jeg er meget utilfreds med situationen,” siger Clark Pratt fra sin gård i Asnæs. Clark har i øvrigt boet i Asnæs i 16 år.

Der er ingen dispensationsmuligheder, hverken i kommunen eller hos økonomi- og indenrigsministeriet, så efter flere ugers forsøg på at finde en løsning, må Clark Pratt trække sig som spidskandidat, hvorfor Enhedslisten – Odsherred nu offentliggør deres nye kandidatliste.

Den nye kandidatliste ser nu sådan ud:

  1. Kim Mariegaard; 53 år, Bibliotekar, bor i Nykøbing
  2. Torben Rahm, 59 år, Tømrer, bor i Hølkerup
  3. Helen Fatum, 48 år, Sygeplejerske, bor i Rørvig
  4. Peter Heinen, 69 år, Pensionist, bor i Rørvig
  5. Peter Petersen, 60 år, Murer, bor i Nykøbing

Men selv om Clark Pratt ikke er med på kandidatlisten denne gang, så betyder det ikke, at hans deltagelse i Enhedslistens valgkamp stopper. Clark vil stadig være at finde som ivrig og kreativ aktør på flere af kommunens vælgermøder. Og der er stadig god grund til at sætte kryds ved en Liste Ø kandidat den 19. november.