Enhedslisten – Odsherred nu klar til valg

Spidskandidatposten har været besat et stykke tid. Men på vores kombinerede generalforsamling og medlemsmøde tirsdag d. 8. september faldt de sidste brikker på plads. Vores endelige liste til  byrådsvalget kommer til at se således ud:
1. Clark Pratt, Asnæs
2. Kim Mariegaard, Nykøbing
3. Pernille Hesager, Asnæs
4. Peter Heinen, Rørvig
5. Torben Rahm, Hølkerup

Læs mere om vores kandidater her.

Enhedslisten vil arbejde for fælles bæredygtighed. For Enhedslisten er det vigtigt, at vi opretholder den fælles velfærd, og at alle – uanset udgangspunkt – har mulighed for at deltage, samtidig med at vi på alle områder forsøger at imødegå konsekvenserne af klimakrisen. Vi vil skabe de bedst mulige betingelser for både mennesker og miljøet. Vi har derfor opstillet tre hovedkrav, som vi vil arbejde med.
Odsherred som grøn kommune
  • Enhedslisten vil arbejde for 100% vedvarende energi og økologi
  • Vi vil klimarenovere kommunens bygninger og opsætte vindmøller og solceller
  • Vi vil udbygge den kollektive trafik
  • Vi vil sørge for gratis økologisk mad i de kommunale institutioner
  • Vi vil fremme økologisk produktion i Odsherred.
Solidarisk velfærd
  • Enhedslisten ønsker, at alle får del i velfærden
  • Vi vil skaffe uddannelse til alle uanset forskellige behov
  • Vi vil lave kommunale arbejdspladser og ansætte flere pædagoger, lærere og socialarbejdere
  • Vi vil sørge for, at der er daginstitutionspladser nok til rimelige takster
  • Vi vil gå imod skolenedlæggelser i Odsherred og sørge for bedre undervisningsmiljø
  • Vi vil arbejde for at der fortsat er et gymnasium i Odsherred.
  • Vi vil arbejde for indførsel af dækningsafgift så de bredeste skuldre også er med til at bære byrderne.
Mere demokrati og borgerinddragelse
  • Enhedslisten vil arbejde for demokrati for den enkelte
  • Vi vil have at demokrati styrer frem for markedsmekanismer
  • Vi vil satse på de fælles løsninger i stedet for de private
  • Vi vil skabe større borgerinddragelse og –indflydelse
  • Vi vil give de ansatte friheden tilbage til at tilrettelægge eget arbejde
  • Vi vil gøre afstanden mellem borgere og kommunalbestyrelse kortere.
Ved sidste byrådsvalg lavede vi en lille happening under sloganet ”Frisk luft i kommunalbestyrelsen”. Der er stadig brug for frisk luft i kommunalpolitiken. Og den vil vi gerne være med til at bringe ind i Odsherreds byrådssal.
Enhedslisten er nemlig et anderledes parti. Vi arbejder for et helt andet samfund og på en helt anden måde. I bevægelser, i folketinget, i kommuner og i regioner.
Det betyder ikke, at vi opgiver kampen for forbedringer her og nu, fordi vi kun er interesseret i at skabe noget helt nyt. For os er de små sejre vigtige for at vise, at det er muligt at gøre tingene på en anden måde.
Rammerne for kommunerne bliver bestemt af regeringen, og i de senere år har regeringen og Dansk Folkeparti holdt kommunerne i en økonomisk spændetrøje. Enhedslisten vil aktivt og hele tiden udfordre denne. På trods af den stramme økonomi er der stadig meget vi kan, hvis vi vil og er mange nok, der vil det. Enhedslisten vil komme med de anderledes bud og rejse krav, der rækker ud over de stramme rammer.
Vi kan ikke love, at vi straks får sikret guld og grønne skove til alle. Heller ikke at vi i løbet af få år får afskaffet ulighed og indført økologi og vedvarende energi overalt. Men vi kan love, at vi vil sætte det på dagsordenen. Og at vi vil arbejde for det.