Enhedslisten kræver folkeafstemning om EU’s Finanspagt.

Derfor samler vi underskrifter for retten til at blive spurgt ved en demokratisk afstemning. 

Den 12. maj samler vi underskrifter for en folkeafstemning om Finanspagten. Den danske befolkning skal også have mulighed for at sige fra.
Aktivister fra Enhedslisten Odsherred vil lørdag fra kl. 10 være at finde i gågaden i Nykøbing Sj. De lokale aktivister bliver bakket op af folketingsmedlem Nikolaj Villumsen, EU-ordfører for EL, valgt i Holbæk-kredsen.
Søndag d. 6. maj blev den borgerlige nedskæringspolitik sat på porten i Frankrig og Grækenland. Grundlaget under Finanspagten er således ved at smuldre.
Den konservative tyske kansler Angela Merkel har på to uger mistet sine to nærmeste allierede. Den borgerlige regering i Holland er faldet på grund af EU-nedskæringskrav. Og den konservative franske præsident Sakozy, der støbte Finanspagten sammen med Merkel, røg også ud. I Grækenland blev det konservative parti og socialdemokraterne på samme dag straffet for deres nedskæringspolitik. Her blev Enhedslistens nære samarbejdspartnere i SYRIZA landets næststørste parti. Nedskæringspolitikken har for alvor spillet fallit !
Ikke desto mindre er den danske regering stadig forhippet på at underskrive Finanspagten så hurtigt som muligt, med så lidt inddragelse af befolkningen som muligt. For Enhedslisten er det altafgørende, at nedskæringspolitikken møder modstand. Og at krisens regning sendes til de rette modtagere – nemlig spekulanterne og bankerne !
Den 12. maj samler vi underskrifter for en folkeafstemning om Finanspagten. Den danske befolkning skal også have mulighed for at sige fra.