Enestående chance smides på gulvet

Kim MariegaardMandag gav Indenrigs- og Socialministeriet Odsherreds politikere en enestående mulighed for at rette op på kommunens vaklende økonomi. Nemlig ved at give os mulighed for opkræve 20 millioner kroner mere i skatter. Mange kommuner havde søgt om lov til at hæve skatten. Men kun nogle få – heriblandt Odsherred – fik tilladelsen.

Ministeriet har altså vurderet Odsherred kommune til at være i en så svær økonomisk situation, at en hævelse af skatterne er en af de få tilbageværende muligheder for at få rettet op på økonomien. Og man må formode, at ministeriets embedsmænd har sat sig grundigt ind i sagerne – eftersom Odsherred kommune er under administration fra selvsamme ministerium.
Men tro det – eller ej. Flertallet i Odsherred Byråd (bestående af VKO og radikale, samt Odsherredlisten) har allerede af uransagelige grunde smidt denne fantastiske chance på gulvet. Og det i en situation, hvor udgifterne eksploderer, og der allerede er skåret så meget ind til benet, at vores ældrepleje efterhånden ligner noget, hunden har slæbt ind. Og skoler nedlægges til skade for vores børns (og dermed også Odsherreds) fremtid osv. Hvordan forestiller disse politikere sig, at der kan skæres yderligere uden flere fatale konsekvenser for borgernes velfærd – samtidig med at Odsherred skal kunne ruste sig til fremtidens udfordringer ?? Det er der endnu ikke kommet nogen konkrete bud på.
Det er ikke nogen rygmarvsrefleks for Enhedslisten at kræve skatten sat op.Vi er nemlig udmærket klar over, at en hævelse af den kommunale personskat vender den tunge ende nedad – på grund af den manglende progression ved kommuneskatten. Men som Odsherreds situation er lige nu, er en hævelse af kommuneskatten det bedste middel til at få vores fælles økonomi bragt på fode igen. Så vi kan begynde at tale om Odsherreds fremtid – istedet for at mundhugges om fortiden. For at sikre en vis balance, så også de bredeste skuldre er med til løse problemerne, skal der samtidig med en skattestigning indføres en dækningsafgift på erhvervsejendomme.
Kim Mariegaard
Byrådskandidat for Enhedslisten