“Dovne” Robert i ” Dovne” Danmark

Af Thorkild Brandt-Hansen, bestyrelsesmedlem i EL-Odsherred

Da Robert Nielsen var så ærlig at fortælle, at han havde levet på kontanthjælp i 11 år og for øvrigt ikke var interesseret i at tage ” lortejobs”, var der ingen ende på forargelsen. Medierne fik travlt. “Dovne” Robert var på alles læber.”Han kan ikke tillade sig at sige nej til at arbejde! “”Han lever af andres penge!”

Ingen stoppede op og spurgte, om det egentlig ikke er en lang og unødvendig pseudodiskussion. For der er jo ikke jobs nok.
For mange politikere er debatten sikkert kommet på et belejligt tidspunkt. Den har været god til at aflede opmærksomheden fra det egentlige: Det politiske ansvar og de politiske konsekvenser.

Mens VKO “dovner” den i hængekøjen, og meningsmålinger” belønner” dem, er det værd at gøre sig klart, at beslutningen om at forkorte dagpengeperioden fra 4 til 2 år er taget af VKO. Samtidig blev genoptjeningskravet fordoblet. Så for at få dagpenge igen skal man nu have arbejde et helt år og ikke et halvt år. Hvis man ikke kan opnå dette, er der kontanthjælpen. Den kan man til gengæld kun få, hvis formuen ikke overstiger 10.000 kr. – Solidaritet er blevet erstattet af kynisme. Nu har man uden diskussion indrettet et samfund, hvor man ikke længere er født med en ret til at leve. Man skal nu gøre sig fortjent til at leve. Mere end nogensinde er økonomi nu blevet forbundet med erhvervslivet dvs. markedsøkonomien frem for samfundsøkonomien.

Der er kun èn vej ud af dette, nemlig at arbejde. For den, for hvem det ikke lykkes, må situationen betegnes som desperat.
I et velfærdssamfund må dette siges at være den mest “dovne” beslutning, der findes! Et velfærdssamfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sit mindretal og de svageste grupper. Det er lakmusprøven.
Den prøve har VKO ikke bestået. Den har sat og vil sætte borgere uden for det fælles liv. Den har frataget dem deres forsørgelsesgrundlag.

Denne “dovne” linje er gået i arv til den nye regering. Det står i regeringsgrundlaget. Hvis man skulle have glemt det, blev man i hvert fald mindet om det i debatten på socialdemokraternes kongres i Ålborg.
Helle Thorning slog fast, at selv om man i sin tid havde stemt imod forkortelsen af dagpengeperioden, er man bundet på en beslutning, man er imod: “Flertallet er der ikke, og pengene er der heller ikke.” “Det har vi ikke råd til!”
Spørgsmålet er, om samfundet har råd og ret til at ødelægge menneskers livsgrundlag?

Hvis en familiefar opdager, hans hus står i flammer, har samfundet en udrykningstjeneste klar til at hjælpe ham – alle døgnets 24 timer.
Samme familiefar har selvfølgelig også brug for en udrykningstjeneste, hvis hans forsørgelsesliv står i flammer eller er brændt ned. Men den er nu udskiftet med en udstødelses- og udsmidningstjeneste.
“Det har vi ikke råd til”, siger statsministeren, for hendes lommeregner er “doven”. Den vil gerne ofre flere milliarder om året til meningsløs, overbureaukratiseret arbejdsaktivering. Samtidig går man ikke ind i substansen og økonomien for hele dagpengehovedpinen. Beregninger fortæller fx at forskellen mellem statslige udgifter til dagpenge og kontanthjælp kun er på 900 kr.

På kongressen kan man også konstatere at synsfeltet også var inficeret af “dovenskab”. I synsfeltet eksisterede dagpengemodtageren kun som lønmodtager. “Det er vigtigt at give en hjælpende hånd til dagpengemodtagere og de, der falder ud”, sagde statsministeren. “Det gør vi ved at skabe mere uddannelse og flere jobs”.
Det er altså mærkeligt, at når et menneske har 2 øjne, bruger man kun det ene!
Hvis der reelt er tale om kun at kigge på uddannelse og jobs, må der følge en jobgaranti med. Hvis
ikke, må man bruge begge øjne og se på situationen både for dagpengemodtagere og
lønmodtagere.

Måske er forklaringen, at regeringsgrundlaget behandler de tre parter som var grundlaget støbt i
beton. Der er øjensynligt intet, der står til at ændres i vores foranderlige verden.
Margrethe Vestager begrunder det bl.a. med at det er vigtigt for dansk økonomi at skabe tillid i
udlandet. Det fastholder fx en lav rente.
Det lyder umiddelbart overbevisende. Men hvordan kan samme regering så forsvare dagpengefor-
ringelserne samtidig med “den hjælpende hånd” virker “doven” og hjælpeløs, når de, der skabte
krisen, skal kræves til regnskab?
Man siger stadig nej til finansskat på finansielle transaktioner. Man sidder stadig som tilskuer og
ser på, at den computerstyrede handel på verdens børser og i Danmark raser derudad. En stigende
ustabilitet er accelererende på markedet. Der kan nu eksekveres tusindvis af handler hurtigere
end man kan nå at blinke med øjet.
Det gavner spekulanterne og legitimerer bestemt ikke Margrethe Vestagers intentioner om at
skabe tillid.

Indtil nu er arbejde forstået ud fra en ret snæver begrebsramme: lønarbejde eller ikke-lønarbejde.
Begge områder er blevet mere og mere opslidende og nedslidende. Det er derfor værd at tænke
arbejde ind i et bredere perspektiv, så den enkelte borger kan udfolde sig i samfundet på en mere
mangfoldig og værdig måde hele livet igennem. Ikke kun for erhvervslivets skyld, men for
menneskets og samfundets skyld.

Det forudsætter, at markedsøkonomi underlægges samfundsøkonomi, så det er mennesket og ikke markedet, der styrer samfundet.

Ovenstående var EL Odsherreds klumme i Nordvestnyt, onsdag d. 26. september 2012.