Debatindlæg af Clark Pratt, byrådsmedlem for EL-Odsherred.
Danmark lukker delvist ned under pandemi. Vil verden bare være den samme, men fattigere og mere adskilt, når støvet har lagt sig? Det er sikkert, at nogle bliver rigere nu ved at agere asocialt.
Vi har aldrig før haft så godt et overblik over hele verdens situation og samtidigt være truet af noget, mennesker ikke har skabt. Som socialist, vil jeg også sige, at vi aldrig har haft et bedre grundlag og argument for en fredelig verdensrevolution i vores tid. Vi står og vipper mellem to muligheder. Lige nu domineres “planen” af centraliserede, konkurrence-markeds løsninger som tager det for givet, at vækst og produktion fortsat skal være i kapitalismens magt. Derfor stilles der krav til borgerne om adfærd, regler springer frem om indskrænkninger af offentlige institutioner og forsamlinger, og der kastes krummer til de små virksomheder og bøffer til de multinationale selskaber. Jeg vil heller stille krav til bankerne, kommunikations-, tøj-, elektronik-, og våbenindustrien.
Fordi der kunne være en anden vej. Den kræver vi ændrer vores tillid og overfører magten til decentraliserede enheder – kommuner – eller endnu mindre lokale samfund – for at selv skabe de økonomiske og kulturelle løsninger, som vil bære os gennem denne pandemi, og de andre, som kommer fra nu af. Og hvorfor det?
Mennesket, med den rigdom, de ressourcer, og den infrastruktur, som vi har i dag i Danmark (eller Bhutan eller Zambia) er presset nu på grund af Covid-19. Men ting forsvinder ikke – undtagen de mennesker som omkommer. Hvorfor skal vi blive et fattigere samfund med arbejdsløshed og svækket velfærd og indskrumpet international handel? Hvis der er ting, vi kan undvære under krisen, så kan vi også undvære dem, når vi bygger samfundet op igen. Folket kunne være med til at beslutte om miljøet, biodiversitet, bæredygtig produktion og forbrug – herunder betydningsfulde arbejde til alle, som gerne vil spille en rolle – får prioritet. Som det er nu, accepterer vi passivt, at vi skal have 37 timers arbejde for at få løn som vi bruger til at købe og købe – for at få maskinen til at køre mens uligheden vokser. Ikke for at tale om naturen, der forsvinder, og at vi bliver ramt af klimaændringer og virus på globale dimensioner.
Finanskrisen har aldrig rigtig sluttet, men vi er blevet mere opmærksomme på, hvor meget de store spillere snyder og bidrager. Nu under Coronakrisen, kunne vi begynde at være lidt mere kritiske borgere og drømme om en revolution i vores livsanskuelse og vores samfund.
