Christian Juhl’s tale i Nykøbing 1. Maj

Enhedslistens spidskandidat i Sjællands Storkreds, Christian Juhl, var en af talerne ved 1. maj festen på Cirkuspladsen i Nykøbing. Vi bringer her hans tale:

Der er krise siger Lars Løkke.
Vi skal spænde livremmen ind.
Vi skal gøres ”krisebevidste” så vi er parate til at sluge nedskæringer og fyringer på sygehusene, skolerne, på dagsinstitutionerne, ældreplejen o.s.v..
Fyringer er i hans verden svaret på stigende arbejdsløshed.

I den kommune, hvor jeg bor – Silkeborg – skal byrådet spare 250 millioner kroner på grund af hans tåbelige politik.
Det betyder 600 kommunale fyringer.

Der er jo krise, og så må vi alle bringe vores ofre – synes, at være Lars Løkkes budskab.
I regeringens nye 2020-plan svinger han sig op og taler om solidaritet.
Det er et forsvar for velfærden at beskære velfærdsstaten.
21 ud af de 23 milliarder i 2020-planen hentes ved at afskaffe efterlønnen, skære i SU, begrænse førtidspensionen og flexjob-ordninger.
Det er det, de borgerlige kalder solidaritet.

De sidste 2 milliarder spares på militæret – dem stemmer jeg til gengæld gerne for.

”Reformpakken er et væsentligt bidrag til et Danmark, hvor alle yder efter evne, så vi kan hjælpe dem, der har behov”, siger statsministeren – men undskyld – er det virkelig de stúderende, de gamle og de arbejdsløse, der har den største ydeevne ?
I det samfund jeg drømmer om, skal alle også yde efter evne – og modtage efter behov.
Men jeg ser en anden gruppe med noget større ydeevne – nemlig de, der skummer fløden i samfundets top, og de der grådigt udnytter enhver mulighed for at berige sig på andres bekostning.
De der har taget imod V,K og Os skattelettelser.
De vil komme til at yde på en hel anden måde end i de sidste 10 år.

Og stop lige en halv.
Vi lever i et af verdens rigeste lande
Danskerne har i gennemsnit en opsparing på 144.000 kr på bankbogen – eller i alt 798 milliarder kr.

Jeg er rig – lad os dele, skrev en læserbrevsskribent fra Roskilde forleden.
Ikke af dem der har været grådige og raget til sig – men een der lever et almindeligt liv, med et lille hus, en bil, rindende vand, velfungerende kloak, elektricitet overalt i huset, trådløst bredbånd, mobil, computer, hårde hvidevarer, en fladskærm og rødvin i kælderen.
Kan I genkende beskrivelsen ?
Mange har det som ham.

Det er rigtigt, at Danmark er blevet skævt. Nogle har så meget, at de bliver syge af overforbruget – andre er hjemløse. Men ulighed kan ændres – ligesom det er kommet.
Gennem politiske beslutninger.

Vi har råd til vores gæld og til at investere i vores fælles fremtid.
Vi kan fortsat
·        have dyre og gode folkeskoler
·        sætte klassekvotienten ned
·        sikre lærepladser til alle unge
·        sætte arbejde i gang
·        tage os godt af gamle og syge
Læserbrevet sluttede: Kom nu med det med folketingsvalg – jeg sidder klar med kreditkortet.

Vi må alle indstille os på, at det er hårdt arbejde at rydde op efter 10 år med V,K og O.
Der skal investeres og sættes gang i tingene igen.
Det koster at have et godt velfærdssamfund – men det er alle pengene værd at skabe et lige og trygt samfund, med plads til alle.

Apropos krig ….
Danmark er i krig 2 steder lige nu – både i Afghanistan og i Libyen.
Tropperne skal hjem fra Afghanistan – og vi skal hjælpe med genopbygning efter den ravage, vi har været med til at skabe.
I Libyen var jeg enig i FNs dagsorden om at gå efter forhandling og en våbenhvile og at beskytte civilbefolkningen. Men der gik kun en uge før den NATO-ledede aktion satte sin egen dagsorden og brød FN-aftalen.
Så længe der bombes, kan der ikke findes en løsning. Det dummeste der kan ske lige nu er, hvis NATO sætter landtropper ind. Der skal skabes et pres for forhandlingerne. Mange ville have muligheder for at mægle – men alt for lidt sker.
Men ellers er der grund til at glæde sig over oprørene i Egypten, Tunesien, Yemen og Syrien. Folk vil ikke længere finde sig i undertrykkere. De kræver frihed og demokrati. Alle steder er der behov for en større opbakning.
Det er der også i Palæstina – hvor den vestlige verden har holdt hånden over Israels systematiske brud på menneskerettigheder og internationale konventioner.
Det er på tide at stoppe Danmarks aktivistiske og militære udenrigspolitik.
Vi skal tilbage til den bløde udenrigspolitik, der var Danmarks kendemærke i 40 år – indtil VKO kom til regeringsmagten.
Den politik, hvor samarbejde, samhandel, bistand er de væsentligste elementer.

Det lysner for os. Regeringen er kørt fast –  og meget tyder på, at befolkningen er med på en ny vej..
Tiden er inde til at sætte forventninger om en ny social, økologisk og bæredygtig retning i den danske politik.
Der er fodslag på venstrefløjen. – Jeg ser gerne et nyt flertal uden de radikale – de kan alligevel ikke holde fingrene fra dagpenge og efterløn !!!
Det er ikke nok blot at jonglere med tal og betalingsbalance og 2020-planer

Vi skal turde drømme om en bedre verden – og styille store krav til os selv – det handler om:
·        en verden uden krige, sult og flygtninge
·        en klode, der kan holde i tusinder af år, uden blind vækst og forurening
·        en verden med masser af vindmøller og solceller
·        en verden hvor EU ikke systematisk nedbryder muligheden for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold
·        et samfund, hvor der er tid og plads til at leve og have det godt, uden stress og udstødning af de svageste
·        et samfund, hvor ingen er bange for arbejdsløshed, sygdom eller alderdom
·        et samfund, hvor vi deles om det arbejde, der skal udføres
·        et samfund, hvor alle bliver behandlet ordentligt, uanset race, religion eller køn
·        et samfund hvor alle reelt yder efter evne og modtager efter behov

Mine forventninger er store.
Lad dette blive den sidste maj-dag med den nedslidte borgerlig regering.
Politik er ikke for specialister – politik er for dig og mig, der drømmer om et andet samfund.
Organiser dig i et parti – gerne så rødt som muligt.
Tag en stak flyers under armen til dine kolleger, venner og naboer.
Diskuter politik med dem. Fortæl hvad vi vil.
Måske udskrives valget allerede i morgen ….

Nu bygger vi op.
Nu viser vi hvordan et rødt og grønt samfund skal se ud.

Chr. Juhl, formand for 3F i silkeborg og Spidskandidat for Enhedslisten Sjællands Storkreds