Borgmesteren og biogassen

Læserbrev af Sara Lynge Ravn, byrådskandidat for Enhedslisten

I 2017 vedtog Odsherred Byråd en lokalplan for et biogasanlæg nord for Vig by. Mange Vig-borgere og andre odsinger har i de efterfølgende år protesteret kraftigt mod opførelsen af dette, og efterhånden er der også flere af byrådets partier, der er modstandere af anlægget. Men borgmester, Thomas Adelskov, holder fast i kommunens tilladelse til opførelsen af anlægget. Han angiver to grunde: For det første vil kommunen virke utroværdig, hvis tilladelsen trækkes tilbage. For det andet anser borgmesteren biogasanlægget som et bidrag til den grønne omstilling. Men er det nu så utroværdigt at trække stikket for biogasanlægget? Nej, det er det ikke. Beslutningsprocessen i 2017 gik meget hurtigt, og både borgerne i Vig og en del partier i byrådet nåede simpelthen ikke at sætte sig ind i konsekvenserne af etableringen af et sådant biogasanlæg. For det første var det meningen, at anlægget skulle forsyne varmeanlæggene i Vig og Højby med energi til opvarmning, men dette kunne alligevel ikke lade sig gøre, og der er senere fundet langt bedre løsninger på de to værkers energiforsyning. For det andet blev man lovet, at disse biogasanlæg hverken lugter eller udleder klimaskadelige gasser. Begge dele har vist sig ikke at holde stik. Biogasanlæg udleder metan i forbindelse med produktionen, og mange andre steder oplever naboer lugtgener fra anlæggene. Dette vil jo heller ikke ligefrem pynte i Geoparken.

De svinebønder fra Tuse Næs, der skulle finansiere projektet og levere gyllen, har også trukket sig som ejer af projektet og er gået sammen med det franskejede selskab Veolia om etablering af anlæg og drift af projektet.

Samtidig er biogasanlæg urentable, og derfor skal der postes anseelige statslige midler i driften. I den forbindelse er det langt mere rentabelt og bæredygtigt at etablere vindmøller.

Når der tales om grøn omstilling og biogas, er det helt store problem, at råmaterialet til biogassen ikke er grønt, det stammer i udstrakt grad fra den alt for store og slet ikke bæredygtige svineproduktion. Hvis vi belemres med dette biogasanlæg i Odsherred, kan vi se frem til et pres fra svineproducenterne, hvad enten de bor på Tuse Næs eller i Odsherred, om en endnu større svineproduktion.

Man må derfor håbe, at den folkelige modstand mod projektet fortsættes og udvides. Det er nok den bedste chance for, at borgmesteren og de øvrige byrådsmedlemmer, der stadig er tilhængere af projektet, udviser rettidig omhu og trækker stikket til det biogasanlæg.

Sara Lynge Ravn

Nygade 19, 4560 Vig

Enhedslisten Odsherred