Besparelser på det specialiserede område

Byrådet vedtog d. 24. Juni  besparelser for over 10 millioner  på det specialiserede socialområde. Kun Enhedslisten stemte  imod. Her er byrådsmedlem Kim Mariegaards tale  om punktet.

Enhedslisten kan ikke tilslutte sig besparelserne på 10 millioner kroner på det specialiserede område. Besparelserne indgår i den pakke med besparelser på i alt 30 millioner kroner på det specialiserede område, som ved indgåelse af budgetforliget i 2013 blev vedtaget af partierne i det gamle byråd.
Enhedslisten var ikke med til at vedtage den pakke. Dels var vi ikke med i byrådet på det pågældende tidspunkt. Dels ville vi heller ikke – hvis vi havde været i byrådet – have været del af et budgetforlig, hvori der indgik så voldsomme besparelser på de mest udsatte grupper i vores samfund. Derfor føler vi os på ingen måde forpligtet af vedtagelsen fra 2013.

Det glæder da også Enhedslisten, at det er lykkedes at få nogle af de værste tidsler pillet ud af det
oprindelige sparekatalog. Så de ikke er kommet med i den endelige indstilling til besparelser.
Vi er da glade for, at psykiatrien i den nordlige del af kommunen denne gang går fri for besparelser. Det ville da også have været fuldstændig skørt at lukke et velfungerende værested og begrænse andre tilbud i en by med mange borgere, som har brug for sådanne tilbud.
Det glæder os, at forældre til børn og unge med handicap ikke får beskåret de kompenserende
ydelser, de kan få. Det er også glædeligt, at der ikke bliver sparet på handicaphjælperordningen,
BPA – ved bl.a at forringe handicaphjælperes ansættelsesvilkår Og det er da endelig også flot, at
de 50.000 kr., som spares for meget, foreslås afsat til arbejdet med socialt udsatte.
Men der er stadig nogle gevaldigt stikkende tidsler tilbage i buketten. En af de store er på special-
undervisningsområdet. Vi frygter at børn som ellers er velvisiterede og velanbragte i specialundervisningstilbud uden for kommunen af sparehensyn hentes ”hjem” – uden at vi kan tilbyde dem et ligeså godt eller bedre tilbud.
Enhedslisten har ikke noget imod, at vi udbygger Odsherreds egne tilbud – og fremadrettet henviser til disse. Men ingen skal hjemtages bare for at spare. En hjemtagelse skal være til gavn for borgeren – ikke primært for kommunekassen.
Det lyder vældig besnærende, at der kan spares 3 millioner ved at oprette nye botilbud i Rørvig til
folk med fysisk og psykiske handicaps. Botilbud som ellers købes hos private udbydere eller hos
andre kommuner. Men igen: for os skal udgangspunktet være at borgeren sikres det maksimale
tilbud – ikke at der kan spares. Og vi vil da påpege vigtigheden af, at borgerne og/eller deres pårø-
rende inddrages i processen. Så de kun flyttes i det nye botilbud, hvis de selv er indstillet på det.
Vi vil også pege på, at der i de 2 millioners besparelse på døgnanbringelser indgår en besparelse
på en halv million på efterværn – det vil sige støtte til unge med handicap eller andre problemer,
herunder fx børn / unge der har været anbragt på døgninstitutioner eller lignende, en stor del af
deres barndom og ungdom, hvorfor det kan være svært for dem at komme i gang med en uddan-
nelse og eget liv. uden støtte i perioden efter det fyldte 18 år. Færre penge til efterværn, kan blive
en meget dyr besparelse, der kan hævne sig senere i form af øgede udgifter fra andre kasser se-
nere i deres liv.
Buketten indeholder altså stadig store tidsler. Derfor kan Enhedslisten ikke være med til at vedtage denne sparepakke. Derfor stemmer vi nej til indstillingen af disse besparelser.