1.Maj 2018 blev en våd omgang – og det satte selvfølgelig sit præg på deltagertallet. Men en trofast flok på lidt over 50 lyttede til de mange politiske taler fra FOA, SF, EL og SD. Iblandet fælles og masser af god musik leveret af unge musikere fra den rytmiske højskole.
Enhedslistens tale blev på fortræffelig vis leveret af Sara Lynge Ravn, som i november var en af vores øverste kandidater til byrådet. Nedenfor kan I læse Sara’s tale:
Hej med jer og glædelig 1. maj
Jeg er fra Enhedslisten Odsherred og jeg hedder Sara Lynge Ravn. Jeg er uddannet pædagog og arbejder på Nordskolen her i byen. Jeg er gift med kokken Jeppe og jeg er mor til lille Tove. Vi flyttede fra København til Vig for knap to år siden, hvor vi flyttede ind
i mine bedsteforældres hus. Jeg har også i mine meget unge dage boet HER i byen og gået på gymnasiet i Asnæs, så selvom jeg ikke har boet heroppe så længe i denne her omgang, så føler jeg mig hjemme i Odsherred, for jeg er kommet her hele mit liv.
Det var lidt om mig personligt. Nu skal det handle om noget andet.
For sikke en omgang vi har været igennem de sidste par måneder. OK18.
Overenskomstforhandlingernehar kørt for fulde drøn. Forligsinstitutionen. Spænding og hemmelighedskræmmeri. Kan de blive enige? Skal vi have konflikt? Vi har hørt store ord som Musketer-ed. Solidaritetspagt. Vi har skullet tage stilling til noget så specifikt som nogens spisepause.
Mange har sikkert tænkt:
Hvad har vi gang i? Skal Danmark virkelig gå i stå på grund af en spisepause? Er det solidaritet? Det virker pludselig åndssvagt, når man tager et skridt tilbage, for hvad med miljøet? Havene flyder over med plastik, bierne forsvinder, og vores børn sidder og spiser
frugtsalat med giftige sprøjtemidler.
Og hvis vi tager et par skridt mere tilbage: Hvad bilder vi os egentlig ind, at gå rundt og diskutere spisepauser, når helt almindelige mennesker bliver gasset og slået ihjel dagligt i Syrien og andre steder i verden? Hvor er solidaritetspagten med dem?
Vores regering, som består af dem, der nyder at kalde sig selv for de ansvarlige partier, kommer med halvhjertede miljøudspil, som lugter langt væk af overfladebehandling. De prædiker om at hjælpe flygtninge i nærområderne, mens de uden at blinke skærer voldsomt
ned på dén udviklingsbistand, som vi sender afsted?? Integrationspolitik,
flygtninge- og udlændingepolitik blandes sammen i en usympatisk suppe, hvor de fleste partier konkurrerer om at foreslå de mest usmagelige og usympatiske stramninger.
Men tilbage til spisepausen. For den er vigtig. Forestil dig, at noget, som altid har været en ret, pludselig ikke er det mere, fordi man aldrig fik skrevet det ned. Man skrev det simpelthen aldrig ned, fordi det var en selvfølge, at sådan skulle det være.
På mit arbejde har jeg en lille arbejdsplads, som består af et bord med en computer og en lille læselampe. Jeg ved ikke, om det er skrevet ned nogen steder, at det skal være sådan, men tænk hvis min arbejdsgiver kom og sagde, at fra i næste uge skal du selv have
bord, computer og læselampe med, ellers må vi prøve at “forhandle os” til en løsning, hvor du går lidt ned i løn eller lægger et par timer mere om ugen, og så kan du fortsætte med at bruge bordet, computeren og den lille læselampe. Det er langt ude, ik?
Så ja, debatten om spisepausen ER vigtig, for den er et symbol på, hvordan man kan opleve sine helt almindelige rettigheder forsvinde.
Mange af mine kolleger er lærere, og jeg er meget spændt på at høre mere om, hvad de mener om resultatet af forhandlingerne. Det blev jo til en temmelig usædvanlig løsning for lærerne: En kommission! Tænk, lærerne har arbejdet uden overenskomst siden 2013, og nu
bliver de bedt om at vente yderligere tre år, fordi der skal nedsættes en kommission til at se på sagen!
Det
siger lidt om, hvor presset Bondo må have været, og det fortæller os, at vi har brug for at stå endnu tættere sammen, skulder ved skulder og stadig kræve en løsning for ALLE.
Vi har allerede vundet meget sammen denne gang: Sammenholdet på tværs af faggrupper og den kæmpestore mobilisering er fundamentet til de næste mange kampe for velfærd og bedre vilkår for lønmodtagerne.
I Enhedslisten har vi sagt det fra starten, og vi siger det gerne igen: Vi bakker 100% op om velfærdens helte. Vi anerkender de offentligt ansattes altafgørende betydning for vores allesammens velfærd. Der ER penge nok i samfundet og i statskassen, så der ER
råd til bedre løn- og arbejdsvilkår. Det ER altså ikke de offentligt ansatte, der er nasserne. Og nasserne sidder heller ikke i flygtningelejrene. Nasserne sidder i skattely med alle pengene sirligt gemt i Panama eller Luxemborg.
I dag er arbejdernes internationale kampdag. Solidaritet med arbejdere på tværs af grænserne. Og solidaritet med mennesker, der bliver undertrykt eller som dør på flugt fra krig og korruption! Til kamp for miljøet og vores gispende jordklode!
Og hvordan gør man lige dét? Det kan lyde som en ordentlig mundfuld, men så må man jo starte et sted. Det handler i bund og grund om at træffe nogle valg. Man kan vælge at blive hjemme i sofaen. Man kan vælge at rejse sig op og gå hen og sætte sit kryds ved nogen,
som er i stand til at se ud over egen næsetip. Man kan vælge at informere sig – og involvere sig – ved f.eks. at komme her i dag eller møde op til nogle af de mange aktiviteter, der foregår både her og i de større byer. For det er jo lige præcis, når vi er
mange, der står sammen, at vi kan gøre en forskel. Historien har vist det, og de sidste par ugers fantastiske fællesskab fagforeningerne i mellem har vist det. Vælg sammenholdet.
Lad ikke vores børn og børnebørn vokse op og spørge, hvorfor vi ikke gjorde andet end at sidde og like på facebook! Foren jer! Fortsæt kampen!
Og fortsat god første maj.
