Nej til hjemsendelse af syriske flygtninge

Af Clark Pratt og Arne Mikkelsen, Medlemmer af Odsherred Byråd for hhv Enhedslisten og SF

I lørdags (19.6.) var vi, sammen med et par hundrede andre mennesker, med til demonstration i Holbæk for at vise støtte til syriske flygtninge. Fokus var ikke på at åbne Danmarks grænser til alle de mange krigs- og katastroferamte folk fra Asien, Afrika og Mellemøsten, ej heller på at følge FNs konservative kvotasystem, som tit giver de mest velstillede muligheden for at starte et nyt liv.

Nej fokus var på de syrere, som allerede bor i Danmark og kort tid efter at have faldet lidt til ro i et land uden tortur, kemisk krigsførsel og bombardementer af hospitaler og skoler, får at vide at de skal være parate til at blive sendt hjem. Som en af dagens syriske oplægsholdere påpegede: "Hjem er det sted, hvor man føler sig sikker og hvor de passer på en."

Og som Rahima Abdullah, politisk næstperson for DFUNK (Dansk Flygtningehjælps Ungdom) skriver i kommunen.dk, "Min erfaring er, at man vælger at blive integreret, hvis man føler sig tryg og får følelsen af, at de, der gør det godt, vil blive accepteret som en del af samfundet og fællesskabet på linje med alle andre."

Det viser sig, at Danmark ikke længere er et land, som er solidarisk over for de kriser, der er i resten af verden. Som ikke længere er et sikkert sted for flygtninge, hvor man kan både blive passet på, og hvor det frivillige og fuldtids arbejde med flygtninge fører til en vedvarende integration. Som ikke længere har visioner af et samfund, som i sin mangfoldighed og humanisme, kan løse både de sociale og økonomiske udfordringer som traumatiserede flygtninge familier har med i deres bagage.

Det er trist og uanstændigt. Og det skal vi lave om på. Folk skal være velkommen - uanset hvem de er, uanset hvor de er. Og ingen skal sendes tilbage til krig eller politisk forfølgelse.

Clark Pratt og Arne Mikkelsen, Medlemmer af Odsherred Byråd for hhv Enhedslisten og SF