“I can't breathe" – Demokratiets behov for kunstigt åndedræt i USA

Debatindlæg af Clark Pratt, byrådsmedlem 

Det kan være svært både for danskere og andre verdensborgere at forstå, hvad det er, som sker i USA for tiden. Det er hjerteskærende og samtidigt lidt som Lewis Carolls anden "Alice" bog, Bag Spejlet, hvor alt er omvendt. Intet er som forventet. En præsident opfører sig som bølle med truende adfærd, beskidt sprog, manglende viden og empati, fremmedhad og sexisme, og er utrolig populær. Hvad det er værre, er han god til at få gang i USA's imperiale økonomi igen. Det kan være at manden er en idiot, men de store kræfter bag ham er ved at manipulere verden bedre end nogen andre leder har kunnet. Det er meget lidt, som tyder på, at han bliver væltet i november - fordi hans politiske modstander spiller med de samme udemokratiske regler som Trumps magtapparat.

Det er penge, der bestemmer i USA. Money talks; bullshit walks. I virkeligheden, får både penge og bullshit 99% af opmærksomheden i USA - og den 1% af kultur, journalistik, videnskab og empati, som handler om menneskerettigheder, solidaritet tværs af grænserne og et bæredygtigt forhold til resten af naturen, vinder kun frem når en lille video går viralt. Om det handler om en afroamerikaner, som bliver dræbt af politiet, en FN-generalsekretær, som forslår global våbenhvile, eller en whistleblower, som trodser NSA og CIA, kan man i korte stunder finde visioner og ønsker om lidt frisk luft og mere demokrati. Men så er de væk igen om nogle dage. Kampen for en bedre verden er lige som et langdistanceløb – man skal finde det rigtige tempo, ellers mister man momentum.

Man kan spørge, "Do black lives matter?" Men problemet med politivold og racisme er kun spidsen af isbjerget (jeg var lige ved at skrive, spidsen af kampflyet). Der er for få amerikaner, som anerkender at de er medlem af en klasse. Hvad enten det er underklassen, som bliver tæsket ihjel af politi, eller sendt til Irak for at dræbe underklassen i byerne. Eller om det er mellemklassen, som mobiliserer sig mere omkring forbrugernes valgmuligheder, end producenternes (arbejdernes) rettigheder. Og ingen vil kendes ved plutokratiet, den 1%, som ejer 40% af verdens mægtigste lands rigdom. USA's skæv udvikling siden krigen for demokrati i 1939-1945 fodrer en konstant kold krig imod demokrati. Så længe vi fokuserer kun på vreden, brændende biler og "the men in blue" vil vi beskytte Verdens og USA's ægte magtstruktur fra de iagttagelser og det oprør, som er nødvendigt. Kampen fortsætter.