Urimeligt at tage penge for tøjvask

Debatindlæg af Clark Pratt, byrådsmedlem for Enhedslisten i Odsherred

Fra februar 2020 skal ældre og handicappede i Odsherred Kommune, der ikke selv er i stand til at vaske deres tøj betale for at få deres tøj vasket.

Beslutningen om at privatisere de ældre og handikappedes tøjvask blev som mange andre kommunale beslutningsprocessen fremlagt som en lille del af et større sparekatalog, så hverken borgerne eller byrådsmedlemmerne kan overskue de samlede konsekvenser af beslutningerne. Når det er svært at gennemskue konsekvenserne af beslutningen denne gang, er det fordi beslutningen om at visiteret tøjvask skal foregå på et privat vaskeri blev truffet allerede 6. februar, mens prisen for borgeren først blev fastsat af socialudvalget 13. november. I dette tilfælde betyder den nye ordning, at en enlig nu skal betale 233 kr. om måneden og et ægtepar 340 kr. om måneden for at få tøjet vasket. For mange ældre og handicappede er den udgift nærmest uoverkommelig, da den for mange kommer oven i mange andre ekstraudgifter som f.eks. til medicin. Det ender da nok også med, at en del vil forsøge at slippe for at bruge ordningen, nogle vil måske med fare for at komme til skade, prøve selv at klare tøjvasken. Andre er nok henvist til at tigge familien eller naboerne om hjælp til at få klaret tøjvasken.

Felex Pedersen, der er næstformand i socialudvalget, udtaler til TV2 Øst, at kommunen heller ikke er glad for at tage betaling for tøjvasken, men at det er nødvendigt, da kommunen er nødt til at spare for at overholde budgetterne. I Enhedslisten spørger vi os selv, om det virkelig er nødvendigt at spare på den essentielle service til de allersvageste medborgere. Svaret er: Nej, selvfølgelig er det ikke det. Vi var også så naive, at vi håbede, at vi var kommet ud over Corydons »nødvendighedens politik« med den nye socialdemokratiske regering, der har solgt sig selv på en forbedring af velfærden. Men det er åbenbart ikke tilfældet - i hvert fald ikke i Odsherred Kommune. Hvorfor skal et privat vaskeri i øvrigt tjene penge på de ringest stillede i kommunen? Bankerne slipper let med hvidvask, mens Danmarks ældre og handicappede få den tunge end af vasketøjskurven.

Clark Pratt
Byrådsmedlem (EL)
Odsherred Kommune